Mette Frederiksen på dagens andet pressemøde: 'Corona er hverken rød eller blå'

Statsministeren holdt i dag pressemøde efter en række lempelser af coronarestriktionerne.

- I skal nok få statsministeren at se, lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), da han og Magnus Heunicke tidligere i dag præsenterede en række lempelser af restriktionerne.

Og ganske som lovet tonede Mette Frederiksen klokken 17.30 frem på et ekstra pressemøde - denne gang i Statsministeriet.

Her benyttede hun lejligheden til at italesætte den kritik, der har været af forløbet omkring den delvise genåbning af Danmark.

'Alle synspunkter er legitime'

Aftalen er nemlig blevet kritiseret af de borgerlige partier for ikke at åbne landet nok. Samtidig blev de blå partier efter eget udsagn "smidt ud" fra gårsdagens forhandlinger.

- Corona er hverken rød eller blå, lød det fra statsministeren.

Hun brugte samtidig lejligheden til at slå fast, at man stadig lytter til hele Folketinget.

- Vi inviterer alle partier til en samlet plan. Alle synspunkter er legitime. Intet er sort/hvidt. Men derimellem er der forskelle på, hvilken risiko vi vil løbe. Den diskussion skal der være plads til.

I videoen her kan du se Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens kommentarer efter gårsdagens forhandlinger:

Enige om endemålet

Hun var dog alligevel ikke klar til at efterkomme de borgerliges ønske om en større genåbning.

- Det er efter min vurdering ikke ansvarligt at gå længere end det, eksperterne har anbefalet, lød det fra Mette Frederiksen.

Selvom dagens aftale om genåbning kom i hus med et smalt flertal, så mener Mette Frederiksen dog, at man fortsat arbejder for det samme i hele Folketinget.

- Udgangspunktet er vi enige om. Ingen partier har ønsket at åbne mindre, end myndighederne anbefaler. Og vi er enige om endemålet – at Danmark skal være fuldt og helt åbent igen.

Skifter ikke strategi

I de beregninger, som regeringen støtter sig til, fremgår det, at genåbningen kan føre til 870 indlagte på landets hospitaler i midten af april. Det fik DR's politiske korrespondent Christine Cordsen til at spørge, om vi var ude i et strategiskift fra regeringen, der længe har sværget til et forsigtighedsprincip.

- Vi skifter ikke strategi, men vi tager en kalkuleret risiko. Når vi alligevel vælger at genåbne, er det fordi, vi snart har været i gang i et år, og nedlukningen begynder at have rigtig alvorlige konsekvenser, lød det fra Mette Frederiksen, der fortsatte:

- Det kommer med en pris. Flere vil blive smittet, det kan vi ikke lægge skjul på.

Politisk analytiker: Ny lov kan give bedre samarbejde

DR's politiske analytiker Jens Ringberg mener, at vedtagelsen af den nye epidemilov kan ændre ved de politiske uenigheder i Folketinget, som Mette Frederiksen i dag påtalte.

- Nu kommer der en ny epidemilov fra på mandag. Den betyder, at regeringen mister retten til som de eneste at kunne bestille regnestykker. Det kan give en ny form for samarbejde om det her.

Det kan dog også gå i den andre retning, siger Jens Ringberg.

- Men det kan også godt være, at man bliver ved med at stå langt fra hinanden, fordi vi har set de sidste syv dage, at det her deler politikerne mere end det plejer.

Partier indkaldes igen

Samtidig understregede både statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke, at man vil indkalde alle partier, når en mere langsigtet plan skal diskuteres.

- Vi har kun et ønske, og det er at inddrage partierne så meget som muligt. Det har fra mange partier været et ønske om ekspertviden, det har vi præsenteret for Folketingets partier.

- Alle partier er inviteret til at lave en plan for en lidt mere langsigtet plan for genåbningen, lød det fra Magnus Heunicke.

Udgangspunktet vil være eksperternes og myndighedernes indstilling til, hvad der skal lempes først.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk