Mette Frederiksen på samråd: Der er ikke et skriftligt grundlag for nedlukning

Beslutningen om at lukke Danmark ned under coronakrisen beror på anbefalinger fra flere myndigheder, siger statsministeren.

Statsministeren er blevet bedt om at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, herunder for, hvilke myndigheder statsministeren konkret henviste til på pressemødet den 11. marts 2020 (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Det var regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen, der alene traf beslutningen om, hvilke dele af Danmark der skulle lukke ned grundet coronaudbruddet.

Sådan lyder det fra Mette Frederiksen tirsdag på et samråd, hvis formål er at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om nedlukningen.

- Vi modtager rådgivning og anbefalinger om, hvordan vi kan få situationen under kontrol. Men beslutningen om, hvordan og hvor meget der skal lukkes ned er en politisk beslutning, siger Mette Frederiksen.

Hun tilføjer, at der ikke er et skriftligt grundlag for regeringens beslutning.

- Tror Folketinget oprigtigt, der var et skriftligt grundlag? Hvis der skulle have været et skriftligt grundlag, så var vi kommet for sent. Vi træffer beslutningen på en dag, hvor jeg møder ind i Statsministeriet uden at tro, at vi skulle træffe beslutningen.

- Det tager lang tid at udarbejde et skriftligt grundlag. Et skriftligt grundlag findes ikke, for det var der simpelthen ikke tid til, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen minder partierne om, hvilken situation Danmark var, da Danmark blev lukket ned den 11. marts.

- Det var liv og død. Billederne af resten af Europa er ikke væk fra min nethinde endnu. Vi sad og overvejede, om vi havde respiratorer nok, efter der var sket cirka en tidobling af i antallet af smittede på kort tid, siger hun.

Bred rådgivning bag beslutningen

Statsministeren siger, at regeringen rådførte sig løbende med bredt hold af myndigheder i tiden op til den 11. marts.

- Vi vurderede på et tidligt tidspunkt, at vi ville stå med ikke alene en sundhedsmæssig krise men en samfundskrise på tværs af stort set alle ministerområder, siger hun.

- Rigspolitiet og en lang række myndigheder blev samlet. Vi rådførte os løbende med myndigheder. Det gælder også Statens Serum Institut med flere, siger hun.

- Statens Serum Institut anbefalede at bryde smittekæderne ved at minimere aktiviteten, og en bredt sammensat myndighedsgruppe anbefalede, hvordan man kunne lukke ned konkret, siger hun.

Her nævner statsministeren, at det blandt andet er NOST, Den nationale operative stab, der har været rådgiver.

- Regering anlagde et forsigtighedsprincip, siger Mette Frederiksen.

- Vi ville hellere handle for tidligt end for sent. Det kommer jeg til at stå på mål for til den dag, jeg dør, siger hun.

- Hvis man tager enkelte sætninger ud af pressemøder, så kan det komme til at fremstå som om, at vi fulgte myndighedernes anbefalinger én til én. Men ingen, der har fulgt pressemøder, kan være i tvivl om, at regeringen traf politiske beslutninger, siger hun.

Samråd indkaldt af blå partier

Samrådet er indkaldt af Sophie Løhde (V), Peter Skaarup (DF), Mai Mercado (K) og Alex Vanopslagh (LA).

Sagens omdrejningspunkt er, hvad statsministeren sagde på et pressemøde 11. marts, hvor hun gav besked om, at samfundet lukkede delvist ned.

Det var "myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned", sagde Mette Frederiksen. I sidste måned skrev Jyllands-Posten så, at anbefalingen ikke kom fra Sundhedsstyrelsen.

Efterfølgende slog Mette Frederiksen over for TV2 News fast, at det er "en bred myndighedsgruppe, der har rådgivet os". Men altså uden at nævne hvilken specifik myndighed, som anbefalede en så stor nedlukning, der kom.

Og statsministeren tilføjede, at hun principielt ikke går ind i, "hvilke ord der falder fra hvilke myndigheder". Det linje fastholder Mette Frederiksen på samrådet.

Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), har tirsdag i et interview med Politiken udtalt, at han længe havde opfordret regeringen til at handle proaktivt, før coronaepidemien for alvor ramte Danmark. Derfor var Mølbak "begejstret" for nedlukningen tilbage i marts.

Partier utilfredse med svar

De blå partier var ikke tilfredse med svarene fra statsministeren på samrådet. De mener ikke, statsministeren har svaret på, hvilke myndigheder der specifikt anbefalede nedlukningen.

- Det var et simpelt spørgsmål, hvor vi ikke er blevet klogere. Jeg er ikke blevet betrygget, siger Venstres politiske ordfører Sophie Løhde.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup mener ikke, at statsministeren har meldt klart ud, hvilke myndigheder der anbefalede en nedlukning.

- Der blev spurgt et tocifret antal gange om, hvem der anbefalede regeringen at lukke samfundet ned. Men vi kunne stadig ikke på samrådet få at vide, hvem det var, siger han.

/ritzau/