Mette Frederiksen-parodi i kendt amerikansk tv-show

Lørdag kunne man i tv-showet "Saturday Night Live" se en person karikere statsminister Mette Frederiksen (S).

Mette Frederiksen og Erna Solberg, som de så ud i lørdagens Saturday Night Live. (Foto: NIPI © Copyright © 2019 BACKGRID UK)

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev lørdag karikeret i det amerikanske tv-show "Saturday Night Live".

Undervejs i showet skal den danske statsminister forestille at stå sammen med Norges statsminister, Erna Solberg, på det seneste Nato-topmøde i London.

I en dialog mellem de to karakterer starter Erna Solbergs karakter med at sige:

- Hej Danmark.

- Hej Norge, svarer Mette Frederiksens karakter og fortsætter:

- Nato-konferencen har været så fed i år.

- Enig. Så international og sjov, lyder det fra Erna Solbergs karakter

Den rigtige Mette Frederiksen til Nato-topmødet. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

OMG - der er Trudeau og Macron

Mette Frederiksens karakter får pludselig øje på noget uden for kameraet og udbryder:

- Oh my god, se. Det er Trudeau og Macron (præsidenter for henholdsvis Canada og Frankrig, red.). De er så cool.

Her er Boris Johnson på vej over til Trump for at sætte et skilt på hans ryg, hvor der står "Impeach me" - stil mig for en rigsretssag. (Foto: NIPI © Copyright © 2019 BACKGRID UK)

I samme øjeblik træder de to nye karakterer ind på scenen og får senere i løbet af showet følgeskab af andre personer, som karikerer den britiske premierminister, Boris Johnson, og den amerikanske præsident, Donald Trump og den tyske kansler, Angela Merkel.

Saturday Night Live har været vist siden 1975 og er et af de mest kendte tv-shows i USA.

/ritzau/