De danske hjemløse skal kunne sove i fred uden at frygte, at de bliver smidt ud af kommunen.
Det mener socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, efter at flere danske hjemløse er blevet ramt af det udvidede zoneforbud.
- Det er helt uholdbart, at zoneforbuddet rammer danske hjemløse. Nu nærmer vinteren sig, og jeg vil som socialdemokrat ikke være med til, at danske hjemløse, som er tvunget til at sove på gaden, fordi de ikke har en bolig, kan blive smidt ud af deres egen by. Det er helt uholdbart, siger Mette Frederiksen (S).
Derfor vil hun have justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at give politiet klar besked om, hvordan zoneforbuddet skal fortolkes.
- Politiet skal afdække, om der er tale om permanente lejre. Og fordi et par danske hjemløse lægger sig på noget pap sammen, fordi det er koldt at sove der, er det jo ikke en lejr, og da slet ikke en permanent lejr, siger Mette Frederiksen.
Kravet kommer efter at flere danske hjemløse er blevet ramt af zoneforbuddet.
Hjemløse Morten blev bortvist fra København
For tre uger siden blev Morten Normann Jacobsen, der er hjemløs, en morgen vækket af politiet.
Han havde i fællesskab med en anden hjemløs sovet på gaden ved Rundetårn. De fik begge en bøde på 1.000 kroner og tre måneders zoneforbud mod at opholde sig i Københavns kommune.
- Jeg fået tre måneders forbud mod at opholde mig i København. Jeg må godt komme her, hvis jeg skal til lægen, men jeg må ikke stå her og nyde en kop kaffe eller købe et par sko, siger Morten Normann Jacobsen, da DR Nyheder taler med ham.
I sagen om Morten Normann Jacobsen og hans kammerat vurderede politiet, at de havde slået lejr i det offentligt rum.
Men det har ifølge Mette Frederiksen aldrig været sådan loven skulle fortolkes.
- Det blev faktisk sagt, dengang vi lavede loven, at det ikke var med henblik på at straffe helt almindelige hjemløse som Morten eller andre, som har været fremme i pressen, siger hun.
- Mit råd til regeringen er at få tydeliggjort over for politiet, at man skal sætte ind over for permanente lejre, ikke nogle danske hjemløse, som ligger og sover sammen, siger Mette Frederiksen
Pape: Politiet kender godt loven
Justitsminister Søren Pape Poulsen mener dog ikke, at politiet har brug for at få forklaret, hvordan loven skal fortolkes.
- Udfordringen er jo, at hvis du tager nok med dig, så kan det blive defineret som en lejr. Alt efter hvordan man installerer sig, kan det også være et menneske, der udgør en lejr. Man kan ikke differentiere mellem udlændinge og danskere, og det er jo der den går galt. Så kunne man bare lægge sig med lidt mellemrum, siger Søren Pape Poulsen (K).
- Jeg kan godt forstå, at Mette Frederiksen gerne vil sige det, som er populært. Nu har vi lige fået sendt signalet om, at det er svært at komme hertil og tigge og indtage vores offentlige pladser. Så hvis man vil lave noget for at undgå, at danskerne bliver ramt, åbner man også op for, at flere udlændinge vil komme hertil.
Men det er ikke det hun vil. Hun vil bare sørge for, at folk der ikke har etableret en lejr, de ikke bliver ramt.
- Det er muligt, at det ikke er det, hun vil, men det bliver resultatet af det hun siger.
Der er ikke tale om at lempe, men om at præcisere.
- Jo mere man præciserer, jo mere åbner man op, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.
Seks hjemløse var danske
Et politisk flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet besluttede i april sidste år, at politiet skulle slå ned på hjemløselejre i det offentlige rum.
Utryghedsskabende lejre skulle straffes med bøde. Og i juli fulgte så et udvidet zoneforbud, så en hjemløs nu kan bortvises fra den kommune, hvor vedkommende har sovet i en lejr.
Stramningerne var tilsigtet de store grupper af tilrejsende østeuropæere, som i sommeren 2016 søgte til fortrinsvis København.
I et svar til Folketinget i august fremgik det, at 389 personer fra 1. april 2017 til udgangen af juli 2018 var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Kun seks personer var danske.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener ikke, at det kan komme bag på socialdemokraterne, at danske hjemløse kunne komme i klemme som følge af stramningen.
- Man kan ikke med den nuværende lovgivning sige, at der må politiet ikke gå efter danske hjemløse, og det ved Socialdemokratiet godt. Vi har jo vidst fra start af, at den lovgivning, som ligger bag, ikke giver mulighed for forskelsbehandling mellem danske hjemløse og udenlandske hjemløse.
- Men hvis det er, at Socialdemokratiet gerne vil lave den forskelsbehandling, så synes vi det er en rigtig god ide, siger Martin Henriksen.