Mette Frederiksen reagerer på NSA-spionage: Ikke behov for at genoprette forhold

Selvom forargelsen blandt de udenlandske kollegaer er stor, er der ikke behov for at genoprette forholdet, mener statsministeren.

- Jeg tror ikke det er korrekt fremstillet, at der er behov for at genoprette hverken forholdet til Frankrig eller Tyskland. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Regeringerne i Frankrig, Tyskland og Sverige forventer en forklaring fra Danmark.

Den vil de have, efter DR Nyheder har afsløret, at NSA har udnyttet et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om aflytning af danske internetkabler til at spionere mod statsledere, toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig.

- Det er uacceptabelt mellem allierede. Og endnu mindre acceptabelt mellem allierede og europæiske partnere, sagde Emmanuel Macron om afsløringen.

Men Mette Frederiksen havde ikke lyst til at kommentere afsløringen, da hun i dag mødte pressen.

- Jeg kommenterer ikke på historier om efterretningsarbejdet, der fremkommer via medierne. Det siger sig selv.

- Men jeg kan gentage, hvad forsvarsministeren har sagt, som har gentaget, hvad den daværende statsminister sagde for flere år tilbage: At der ikke må forekomme en systematisk overvågning af allierede.

Og selvom Danmark ifølge flere statsledere skylder en forklaring, så mente statsministeren ikke, at forholdet skal genoprettes.

- Jeg tror ikke, det er korrekt fremstillet, at der er behov for at genoprette hverken forholdet til Frankrig eller Tyskland. Vi har en løbende dialog, det har vi også på efterretningsområdet.

Hun ønskede dog ikke at komme ind på hvilken dialog, som hun har haft med sine europæiske-allierede.

- Jeg går heller ikke i detaljer med, hvad jeg diskuterer med mine politiske kollegaer rundt omkring i Europa. Der er en god dialog, lød det fra statsministeren.

SF og Enhedslisten: Anelse arrogant og rystende

Hos både Enhedslisten og SF er man ganske overrasket over statsministerens seneste udtalelser om, at der ikke er behov for, at forholdet mellem blandt andet Frankrig og Tyskland genoprettes.

- Jeg synes faktisk, det er rystende, at hun tager så let på det. Det er at negligere problemet på den måde. Både Merkel og Macron har været ude at sige, at det er uacceptabelt, Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

Hun fortæller, at hun både har talt med svenske og norske kollegaer, hvor sagen fylder en del.

- Det nytter ikke, at det bliver fejet hen på den måde. Jeg tror ikke, at alt er tabt, men der er noget, der skal repareres. Det gør man ikke ved at lade som om, at det ikke er et problem, lydet det.

Hos SF mener politisk ordfører Karsten Hønge, at statsministeren bør lytte til det, som hendes udenlandske kollegaer har sagt.

- Det er en anelse arrogant. Nogle gange skal man lytte mere til andre end sig selv, lyder det.

De Konservatives forsvarsordfører Niels Flemming Hansen har tidligere sagt, at han ikke ønske at sige meget, før alt er fremlagt.

Men adspurgt om forholdet bør genoprettes har han følgende at sige:

- Hvis det var mig selv, så ville jeg forvente et opkald.

EL: Nabolande skal være sikker på undersøgelse

Forsvarsordfører for Enhedslisten Eva Flyvholm vil have justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

I august sidste år blev oplysningerne om NSA-spionagen ifølge DR's oplysninger videregivet til forsvarsminister Trine Bramsen i en fire bind lang redegørelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Regeringen har på baggrund af tilsynets redegørelse hjemsendt FE’s ledelse og nedsat en kommission.

Kommissionen skal frem mod årets udgang undersøge dele af den kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne retter mod FE i redegørelsen til Trine Bramsen.

Det er dog uvist, om NSA’s spionage mod Danmarks nabolande gennem samarbejdet med FE er en del af kommissionens undersøgelse.

Det er justitsministeren, der har nedsat kommissionsundersøgelsen, og Eva Flyvholm vil have regeringens ord for, at NSA’s spionage gennem samarbejdet med FE vil blive undersøgt.

- Jeg synes, at det er allermest bekymrende, at vi ikke kan give vores nabolande en garanti for at det bliver undersøgt ordentligt.