Statsminister Mette Frederiksen (S) siger i 21 Søndag på DR1, at regeringen sigter efter en stille og rolig genåbning af Danmark efter påske.
Men der bliver så langt fra tale om en decideret åbningsfest med fritflydende fadøl, gruppekram og folkedansere i gaderne.
Danskerne skal nemlig fortsat - og i lang tid endnu - holde afstand til hinanden og spritte af, siger Mette Frederiksen.
- Det er absolut sandsynligt, at vi kigger ind i en gradvis, kontrolleret, stille og rolig genåbning af Danmark, siger hun.
Ifølge statsministeren beror en stille og rolig genåbning af samfundet på, at danskerne holder afstand.
Alligevel er det endnu for tidligt at sige, hvornår samfundet kommer til at køre, som det gjorde, før coronakrisen ramte Danmark.
- Jeg kommer ikke til at sætte dato på endnu. Men vi kommer heller ikke til at kunne klumpe os sammen i tog, busser og metroer, som vi har været vant til. Eller stå rigtig mange mennesker meget tæt og holde en god fest sammen, siger Mette Frederiksen i 21 Søndag.
'Vi kommer ikke til at vende tilbage til Danmark, som det var'
Mette Frederiksen sagde på et pressemøde 30. marts, at man vil forsøge at genåbne Danmark igen gradvist, hvis tallene for indlagte og syge understøttede det.
I de seneste dage har der været et fald i antallet af indlagte med covid-19 i Danmark.
De seneste tal viser, at 504 er indlagt, 144 er indlagt på intensiv og 107 er i respirator.
Før der er en vaccine mod sygdommen eller en god behandling, kommer danskerne ikke nødvendigvis til at kunne genkende deres hverdag, som den var før coronavirusset bredte sig.
- Min bedste vurdering er - med det jeg ved, og med det, vi har prøvet indtil nu - at vi kommer til at lægge store dele af vores almindelige liv om. Vi kommer ikke til at vende tilbage til det Danmark, som det var før 6. marts, siger Mette Frederiksen i 21 Søndag.
Danmark blev i populære termer lukket ned, dagen efter Mette Frederiksen på et pressemøde varslede netop en nedlukning 11. marts.
Her blev skoler lukket ned, og tusindvis af medarbejdere blev sendt hjem fra arbejde.
Når danskerne på et tidspunkt begynder at vende tilbage til arbejdet, bliver det ganske givet også i nye former, fastslår Mette Frederiksen.
- Vi kommer til at skulle arbejde mere forskudt, end vi har været vant til, møde på forskellige tidspunkter. På den korte bane ser jeg ikke for mig, at alle børn kan komme i skole, eller alle unge kan komme i gang med uddannelsen på samme tid.
Korthuset kan vælte hurtigt
Selv om tonerne fra statsministeren både talte fremad og om åbning af landet, var det hele tiden med den grundlæggende præmis, at danskerne fortsat holder afstand. For ellers kan de fine tal, vi ser i Danmark, hurtigt vende til noget langt mere alvorligt.
- Korthuset kan falde. Og det kan falde hurtigere end vi forestiller os, siger Mette Frederiksen.
Og så kommer genåbningen til at foregå i tæt dialog med sundhedsmyndighederne.
- Vi gør kun noget, der er sundhedsfagligt forsvarligt. Det vil sige, at det er på klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne, hvilken form for aktivitet vi ønsker at understøtte. Så det sundhedsfaglige skal være på plads.
Der er stadigvæk plads til Arne og klima
I ly af coronadiskussionen og spørgsmålet om, hvornår Danmark så småt kan åbne igen, blev der også plads til en snak om den politik, der både blev indfriet og gik i hårdknude før 6. marts.
Her sagde Mette Frederiksen meget klart, at der stadigvæk vil være en klimakrise, der skal løses, når coronakrisen har lagt sig en smule.
- Det, der var vigtigt, før coronaen ramte os, er jo stadigvæk vigtigt. Det, at vi har et stærkt velfærdssamfund, at vi får satset mere på uddannelse, at klimakampen er vigtig, at der bliver en tidligere tilbagetrækning til dem, der er nedslidte. Alt det, der var vigtigt sidste år, er jo også vigtigt i dag, lød det fra Mette Frederiksen.
Men hun gjorde det også meget klart, at man ikke bare kan gå tilbage i Finansministeriets arkiv og hive de gamle forhandlingspapirer og økonomiske udregninger frem og fortsætte som om, coronakrisen aldrig havde ramt os. Men der bliver både plads til Arne og klimakamp.
- Det kræver mere kreativitet. Det kræver en anden form for lydhørhed og anden form for samarbejde. Men vi kan godt, lød det fra statsministeren.
Men først og fremmest skal danskerne og politikerne på Christiansborg i fællesskab - må man forstå på Mette Frederiksen - helt ud på den anden side af den nuværende krise.
- Verden er forandret. Verden bliver ikke den samme som før corona.
Nedenfor kan du se det fulde interview med Mette Frederiksen i 21 Søndag med Kåre Quist som vært.