Mette Frederiksen varsler opgør med Moderniseringsstyrelsen efter afværget konflikt

Politikerne skal længere væk fra forhandlinger om nye overenskomster, lyder det fra S-formanden.

Den socialdemokratiske opfindelse Moderniseringsstyrelsen, der i et par måneder har været en af parterne i den truende arbejdsmarkedskonflikt, skal ses efter i sømmene.

Det budskab leverer Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på et pressemøde her til eftermiddag. Mette Frederiksen har hidtil valgt ikke at tale om konflikten, men nu hvor parterne på både det kommunale, regionale og det statslige område har indgået forlig, tager hun bladet fra munden.

- I de konkrete forhandlinger, der netop har været i gang, der kan man ikke sige, at Moderniseringsstyrelsen har spillet en positiv rolle. Tværtimod, siger Mette Frederiksen.

Et færdig plan for, hvordan Socialdemokratiet vil modernisere Moderniseringsstyrelsen er der ikke endnu. Men det handler ifølge Mette Frederiksen om et opgør med den måde, som styrelsen, der hører under Finansministeriet, tænker på. Væk skal fokus på at skabe resultater på kort sigt, siger den socialdemokratiske formand.

- Jeg er ikke sikker på, det er den bedste langsigtede styring af den offentlige sektor. Vi skal have mere ledelse og mindre styring i den offentlige sektor, siger hun.

Corydons opfindelse

Det var den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, der i sin tid opfandt Moderniseringsstyrelsen. Under forhandlingerne om overenskomster på det statslige område har styrelsens chef, innovationsminister Sophie Løhde (V), forhandlet.

En rolle, som Mette Frederiksen kritiserer hende for at have varetaget for sløset. Blandt andet fordi venstre-ministeren inden forhandlingerne gik i gang, var ude med et budskab om, at lønfesten i det offentlige var slut.

- Jeg forstår godt, at mange offentligt ansatte blev provokeret, da den ansvarlige minister, Sophie Løhde, startede med at sige, at de offentligt ansatte har fået for meget i løn, konstaterer Mette Frederiksen.

Regeringsspekulation skal afværges

Foruden opgøret med Moderniseringsstyrelsen vil Mette Frederiksen også kigge på erfaringerne fra de andre nordiske lande.

Socialdemokratiets formand bebuder "større ændringer" i den danske arbejdsmarkedsmodel, hvad angår den offentlige sektor.

- Jeg synes for eksempel, vi bør overveje, om ikke vi kan styrke Forligsinstitutionen. Jeg synes også, vi skal se på, hvordan Norge og Sverige har indrettet deres arbejdsmarked.

Den norske model adskiller sig på et afgørende punkt fra den danske. Skal der gribes ind i en konflikt, sker det fra et uafhængigt lønråd. På den måde kan den norske regering ikke spekulere i en konflikt modsat i Danmark, hvor regeringen i sidste ende kan diktere overenskomsterne med et folketingsflertal i ryggen.

Det kan være slut, hvis Socialdemokratiet får sin vilje.

- Der er udfordringer på det offentlige område, hvad angår den danske arbejdsmarkedsmodel. Måske især fordi rollerne som lovgiver og arbejdsgiver er så tæt forbundne med hinanden. Derfor skal vi lade os inspirere fra lande, hvor der er større armslængde mellem politikerne og forhandlingerne om de nye overenskomster, siger Mette Frederiksen.

Løhde: S prøver at tage billige point hjem

Innovationsminister Sophie Løhde (V), der har ansvaret for Moderniseringsstyrelsen og har forhandlet overenskomst på statens vegne, kalder Mette Frederiksens "angreb på Moderniseringsstyrelsen og dens medarbejdere" for "bemærkelsesværdigt" og henviser til, at styrelsen blev oprettet af en regering, som Mette Frederiksen selv var minister i.

- Derfor skal angrebet nok også ses i lyset af, at vi er tæt på 1. maj, og at socialdemokraternes formand desperat prøver at tage billige point hjem efter lukketid, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Sophie Løhde har ikke umiddelbart noget bud på, om - eller hvordan - den danske model skal ændres:

- For mig at se er de overenskomstforlig, som er indgået på statens, regionernes og kommunernes områder, udtryk for, at den danske model fungerer. Det tog tid, men det lykkedes i sidste ende over hele linjen at lande forlig, som både de faglige organisationer og arbejdsgiverne kan se sig selv i.

- Det er muligt, at den danske model skal ses efter i sømmene, og jeg ser frem til høre, hvordan Mette Frederiksen konkret forestiller sig, at modellen skal ændres. Det har hun indtil videre, så vidt jeg forstår, nemlig ingen konkrete bud på, siger Sophie Løhde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk