Mette Frederiksen vil have undersøgt, om Gaza-demoer opfordrer til terror

På årsdag for Krystalnatten anmoder Mette F. justitsministeren se på, om man kan straffe Gaza-demonstranter.

Statsminister Mette Frederiksen beder nu om en redegørelse fra justitsministeren. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) er bekymret over danske demonstrationer og offentlige ytringer i forbindelse med den blodige konflikt i Israel og Gaza.

Hun vil vide, om politi og anklagemyndighed kan skride ind.

Det fremgår af et brev, som regeringschefen har sendt til justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Hun kalder adfærden i Danmark for "foruroligende" og har anmodet Hummelgaard om en redegørelse for, hvordan politiet og anklagemyndigheden bruger det strafferetlige værn mod tilskyndelse til og billigelse af terror.

Brevet er torsdag også sendt til Folketingets Retsudvalg og til alle partilederne.

Demonstrationerne herhjemme "næres" af konflikten, lyder det i Mette Frederiksens brev til Hummelgaard.

- Det viser tydeligt, at der er personer i Danmark, der ikke har taget vores danske værdier til sig. Det giver mig anledning til stor bekymring, skriver Mette Frederiksen i brevet til justitsministeren.

Redegørelsen skal være færdig og sendt til Statsministeriet senest 16. november.

85-års-dag for Krystalnatten

24. oktober gav Peter Hummelgaard via Rigspolitiet besked til landets politikredse på at have "skærpet opmærksomhed" på ytringer, der kan høre under "straffelovens bestemmelse vedrørende billigelse af terror".

Siden den militante palæstinensiske bevægelse Hamas, der er på EU's terrorliste, angreb Israel 7. oktober, har der været afholdt større demonstrationer til støtte for både israelere, palæstinensere og de civile, der har mistet livet.

Torsdag er 85-års-dagen for Krystalnatten, der betragtes som et vendepunkt i nazisternes jødeforfølgelser før Anden Verdenskrig. Her blev tusindvis af jødiske ejendomme, gravpladser og synagoger udsat for hærværk og plyndring.

Næste morgen var gaderne overstrøet med glasskår – deraf navnet Krystalnatten. Aktionen kostede omkring hundrede jøder livet. Herefter blev op mod 30.000 sendt i koncentrationslejr.

Ifølge straffelovens paragraf 136, stykke 2, kan offentlig billigelse af forbrydelser under straffelovens kapitel 12 og 13 straffes med bøde eller fængsel i op til tre år. Straffelovens terrorparagraf findes i kapitel 13.

Ritzau har siden midten af oktober forsøgt at få oplyst hos Rigspolitiet, om der efter angrebet i Israel er rejst sigtelser efter paragraf 136, stykke 2.

Rigspolitiet er endnu ikke vendt tilbage med et svar.

/ritzau/