Mette Frederiksen vil ikke være statsminister, hvis det kræver udlændingelempelser

- Der kommer ikke til at blive lempet i udlændingepolitikken efter folketingsvalget, sagde oppositionslederen efter spørgetime.

Mette Frederiksen kommer med en klar udmelding til Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet kan godt glemme alt om, at der skal ske lempelser i udlændingepolitikken, hvis oppositionen vælter blå blok af pinden ved det kommende folketingsvalg.

Sådan lød det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter dagens spørgetime i Folketingssalen, hvor partilederne på skift havde mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Og her omhandlede store dele af debatten et pressemøde, hvor tre Venstre-ministre tidligere i dag langede kraftigt ud efter Socialdemokratiets udlændingepolitik. De mener, at Danmarks udlændingepolitik vil blive lempet kraftigt, hvis magten skifter ved valget.

Det afviser Mette Frederiksen dog pure efter spørgetimen:

- Den stramme udlændingepolitik, som er fastsat af et bredt flertal i Folketinget, står fast. Jeg fik anledning til det i spørgetimen, og jeg vil gerne gentage det nu: Der kommer ikke til at blive lempet i udlændingepolitikken, og der er ikke noget parti eller nogle partier, der kan stille ultimative krav om det her, sagde hun.

På Venstre-pressemødet i formiddags lød det fra blandt andet udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at Socialdemokratiet ville være nødt til at lempe deres udlændingepolitik, hvis Socialdemokratiet skal have de resterende partier i oppositionen til at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Frederiksen: Ingen kan true os

Det er dog ren og skær skræmmekampagne, siger hun, for Socialdemokratiet kommer ikke til at rykke sig en tøddel, selvom blandt andet Radikale Venstre gentagne gange har stillet krav om, at der skal ske markante ændringer i udlændingepolitikken.

- Der skal selvfølgelig ikke være et parti, som ikke har mandaterne til at omgøre beslutningen, der skal kunne true sig til en anden udlændingepolitik end den, som danskerne bakker så aktivt op om, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- De Radikale må gøre op med sig selv, om de ønsker en situation som i Sverige, i Tyskland og i Italien, hvor man ikke kunne danne en regering. For jeg kommer ikke til at danne en regering, der lemper på udlændingepolitikken.

Så du undlader hellere at danne en regering end at gå med på krav om lempelser i udlændingepolitikken, som Radikale Venstre for eksempel er kommet med?

- Ja, for jeg er af den klare overbevisning, at vi er nødt til at få strammet op på udlændingeområdet, ellers kan det her samfund ikke fungere i fremtiden, siger hun.

Så du har en ultimativ besked til de andre partier i rød blok, at hvis de prøver at presse dig på udlændingepolitikken i forbindelse med en regeringsdannelse, så vil du ikke være statsminister?

- Fuldstændig klart, så derfor skal Radikale Venstre allerede melde ud til sine vælgere, at en stemme på Radikale Venstre måske er en stemme på Lars Løkke Rasmussen, siger hun.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter spørgetimen. (© (c) DR)

Løkke: Oppositionen vil presse S på ydelserne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykte efter spørgetimen bekymring for, at Socialdemokratiet vil hæve ydelser for blandt andet flygtninge, hvis magten skifter.

Her hentydede han blandt andet til, at en flygtningefamilie vil få 10.000 kroner ekstra om måneden, hvis de fire partier i oppositionen får presset Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at lempe ydelserne ved at fjerne 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet.

- Mette Frederiksen siger, at der skal nedsættes en ydelseskommissionen. Men hvor stor bliver lempelsen så? Er det 7.000 kroner? Er det 8.000 kroner? Det svarer Socialdemokratiet ikke på, sagde statsministeren.

Netop Ydelseskommissionen har været det svar, der er kommet hver gang, Socialdemokratiet er blevet spurgt om de forskellige ydelser.

Og netop det svar gentog Mette Frederiksen, da hun blev spurgt ind til statsministerens udtalelser.

- Vi kan se, at der er nogle børn, som er udfordret af, at ydelserne er sat ned, og vi ønsker selvfølgelig ikke, at der skal være børnefattigdom. Så vil skal finde en måde at hjælpe de børn på, men vi går ikke til valg på at sætte ydelserne op.

Kan de her børn se frem til højere ydelser?

- Nej, det kan de ikke. Hvis vi gik til valg på højere ydelser, så ville vi sige, at vi gik til valg på det. Ydelseskommissionen skal finde en bedre balance i ydelserne og se på, at der ikke er børn, der kommer i klemme. Det kan for eksempel være et tilskud til huslejen.

Ydelseskommissionen skal senest 12 måneder efter valget komme med bud på, hvordan ydelserne skal være i fremtiden. De skal blandt andet se på kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Facebook
Twitter