Mette Frederiksen vil sikre vaccineproduktion på dansk jord i 2022

Eksperter kalder det 'interessant' men forudser flere udfordringer.

Statsminister Mette Frederiksen vil producere vacciner på dansk jord allerede næste år. Eksperter kalder det spændende - men forudser mange udfordringer. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Danmark skal i nær fremtid kunne forsyne ikke bare sin egen befolkning med vacciner, men også befolkninger i Europa og globalt. Det er målet for regeringen, der nu sigter efter at kunne producere vacciner på dansk jord i løbet af 2022, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

- Der er ingen, som endnu ved, i hvor lang tid og hvor ofte vi har brug for at vaccinere. Det, vi til gengæld ved er, at vaccinen er vores supervåben mod covid-19, og derfor har vi brug for at sikre, at der bliver produceret flere vacciner globalt, men i vores øjne også her i Danmark, siger hun.

- Vores tanke er at sikre en produktion i Danmark, der giver sikkerhed for forsyninger herhjemme, men som også bliver en aktiv spille på den europæiske og globale scene.

Konkret vil regeringen nu igangsætte og invitere til en såkaldt markedshøring, der er en indledende mulighed for, at vaccineproducenter fra ind- og udland kan kommentere og diskutere produktionsidéen, forud for et udbud.

- Vi har en meget stærk life science-sektor i Danmark med en høj global troværdighed, og derfor tror vi som regering på, at Danmark kan komme til at spille en rolle i forhold til, at der kommer til at blive produceret vacciner nok, siger Mette Frederiksen.

Hvilke vacciner er endnu uklart

Sigtet er et samarbejde mellem det offentligt og private med den lovning, at staten hvert år vil købe vacciner nok til den samlede danske befolkning.

- Vi har en kæmpe interesse i, hvis vi står i den situation også i det kommende år, at vi ikke alene har behov for at vaccinere danskerne i år - men også re-vaccinere for at booste den vaccine, vi allerede har fået - at vi så har vacciner nok til at dække vores egen befolkning, så vi ikke oplever den afhængighed, vi ser i dag af andre, siger Mette Frederiksen.

Hvilke vacciner Danmark så skal producere - altså om det skal være allerede eksisterende vacciner som Pfizer eller Moderna via en licens til deres vaccineprodukter, eller om det er tanken, at Danmark skal producere egne vacciner - det vides ikke.

Det skal markedshøringen og udbuddet gøre os klogere på, mener statsministeren.

- Der er allerede gode vacciner på markedet. Det, der er verdens, Europas og Danmarks problem er, at der ikke er vacciner nok. Derfor er vores sigte først og fremmest at bidrage til, at kapaciteten sættes i vejret.

Hvad er fx Pfizers interesse i at lade et land som Danmark producere deres vacciner? Tror du ikke hellere, de vil gøre det selv på deres egne fabrikker?

- Jeg kommer ikke til at gå ind i en diskussion om de enkelte firmaer og enkelte produktionssteder. Det, vi kan konstatere er, at selvom der er gode godkendte vacciner, så kan kapaciteten ikke følge med på globalt plan. Derfor er der også en europæisk bevidsthed om, at vi skal have flere produktionssteder. Og der mener vi, også efter at have været i dialog med den danske life science-branche, der er globalt anerkendt, at Danmark kan spille en rolle fremadrettet, siger Mette Frederiksen.

Potentiale ud over covid-19

Især mener statsministeren, at det er væsentligt, at lande i Europa er hurtigst i kapløbet om at sikre vacciner til befolkningerne i eksempelvis Afrika.

Hør Mette Frederiksen her:

- Hvis ikke Europa og USA påtager sig den rolle, så gør Kina og Rusland. Det vil ikke være i vores interesse overhovedet.

En dansk vaccineproduktion skal være baseret på den nyeste teknologi på vaccineområdet - kaldet mRNA - som både Moderna og Pfizer/BioNtech er baseret på. Og den teknologi har potentiale, der rækker langt videre end coronapandemien.

- Den her nye vaccineteknologi, mRNA, har, kan vi se, en meget stor positiv betydning i forhold til at kunne vaccinere imod covid-19, men der kan også i den være et større potentiale eksempelvis i forhold til vacciner på cancerområdet, siger Mette Frederiksen.

'Ikke realistisk i 2022'

Hos Lægemiddelindustriforeningen (LIF) får idéen om et udbud på dansk vaccineproduktion en positiv modtagelse.

Det er ikke realistisk med en vaccineproduktion på dansk jord allerede næste år, mener Lægemiddelindustriforeningens koncernchef.

- Det er en fornuftig idé at afprøve, om markedet kan levere det, hvis man mener, det skal foregå her i Danmark, siger koncernchef Ida Sofie Jensen.

Men det tager lang tid at nå til et sted, hvor Danmark rent faktisk ville kunne producere vacciner, mener hun.

- Set fra vores side så virker det ikke realistisk, at man allerede fra 2022 kunne etablere sådan noget, siger hun.

Årsagen er, siger hun, at covid-vacciner er særligt komplekse at producere.

Kigger man på Pfizer/BioNtech-vaccinen som eksempel, der er baseret på den nyeste teknologi, så er det en proces med mange faser at producere vaccinen, og den kræver i alt 280 forskellige ingredienser, der skal hentes hos 89 forskellige leverandører i 19 forskellige lande.

- Så det er jo ikke en- eller to-tre ting, der lige skal røres sammen. Vi ved, at kompleksiteten også er forbundet med nogle helt særlige kompetencer, der skal være tilstede, og de personer er der mangel på lige nu. De har ikke engang tid til at lære nye op. Lige nu er der en begrænset kapacitet indenfor det her, så bliver det et nulsumsspil. Hvis vi tager noget her i Danmark, så går det måske fra nogle andre, siger hun.

En af udfordringerne er at få en licens til eksisterende vacciner, mener Camilla Foged, professor i vaccinedesign.

'Udfordringer - men gode forudsætninger'

Og også professor i vaccinedesign på Københavns Universitet Camilla Foged forudser flere udfordringer ved en dansk vaccineproduktion.

- Udfordringerne er at få de vaccineproodukterende firmaer til at gå med til en licensaftale. De skal jo lære en virksomhed i Danmark op, og spørgsmålet er, om de er interesserede i det i stedet for selv at sætte deres produktion op i Danmark eller et andet sted, siger hun.

- Og det er en kæmpestor investering at sætte denne her produktion op, så man skal producere ret mange doser før, det kan betale sig.

Men Camilla Foged kalder idéen "interessant" og er ikke afvisende over for, at det kan lade sig gøre.

- Vi kan rigtig meget i Danmark i forhold til komplicerede lægemidler. Vi har en masse at byde ind med i forhold til en produktion. Hvorfor skulle det ikke være os?, siger hun.

Og heller ikke Lægemiddelindustriforeningens koncernchef, Ida Sofie Jensen, er helt afvisende over for, at regeringens målsætning kan nås.

- Der er sket meget under covid-krisen, som vi ikke troede kunne lade sig gøre, og så kunne det alligevel, siger hun.

FacebookTwitter