Mette Gjerskov fortsætter som folketingskandidat

Den tidligere minister har her til aften vundet en afstemning i Socialdemokratiets kredsforening i Roskilde.

Mette Gjerskov er tidligere minister for landbrug, fødevarer og fiskeri. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Tidligere minister Mette Gjerskov (S) har her til aften vundet en afstemning i Socialdemokratiets kredsforening i Roskilde.

Mette Gjerskov skulle efter 15 år som kandidat for kredsforeningen i kampvalg, fordi partifællen Niels Jespersen pludseligt meldte sig som modkandidat for en uge siden.

Omkring 150 medlemmer af Socialdemokratiet var mødt op til afstemningen og mere end to tredjedele af dem stemte på Mette Gjerskov. Hun fik 120 stemmer. Hun bevarer dermed sin plads som folketingskandidat.

Mette Gjerskov har på det seneste fået kritik fra flere kanter, blandt andre den socialdemokratiske borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, har i en Facebook-opdatering mere eller mindre direkte kritiseret Mette Gjerskov for ikke at være en stærk nok stemme for Roskilde.

Mette Gjerskov har også fået kritik af lokale socialdemokrater, der ikke mener, at hun går nok op i lokale spørgsmål som atomaffaldet fra Risø og gode togforbindelser.

Afstemningen foregik i DUI-Huset i Roskilde.

Facebook
Twitter