Mia blev banket og voldtaget - den mistænkte udebliver gang på gang ustraffet fra retten

14. januar 2014 bliver Mia Lynard gennembanket og voldtaget. Siden er retssagen blevet udsat tre gange. Politiet kan ikke kan finde den tiltalte. Det sker ofte, viser en ny undersøgelse.

- Jeg åbner døren på klem for at fortælle ham, at han skal skride, men han sparker døren ind og overdænger mig med 20-30 knytnæveslag. Og så voldtager han mig.

Ordene kommer fra Mia Lynard. 14. januar 2014 bliver hun overfaldet i sit eget hjem i Brønshøj af en tidligere bekendt.

Hun ved, at overfaldsmanden er HIV-positiv og bønfalder ham om at bruge kondom. Uden held.

- Du skal dø af samme sygdom, som jeg gør, din fucking so, råber han, mens han lægger sig ovenpå hende på stuegulvet i hendes egen lejlighed.

Mia Lynard bliver ikke smittet med HIV, men er i dag - et år efter overgrebet - stadig bange for at færdes offentligt. Den tiltalte har stadig ikke været for en dommer og er derfor på fri fod.

Politiet er nemlig ikke lykkedes med at finde den tiltalte og fortælle ham, at han skal stille i retten.

Se indslag med Mia Lynard fra TV Avisen i videoen i toppen af artiklen.

Politiet kan ikke finde tiltalte

Mia Lynard er langt fra det eneste offer, som ikke kan få sat punktum og komme videre i sit liv.

En undersøgelse fra Rigsrevisionen viste sidste år, at ofrene i gennemsnit venter 433 dage på rettens afgørelse. Det fik formanden for statsrevisorerne Peder Larsen (SF) til at sige, at Justitsministeriet tænker mere på jura end mennesker.

Den lange behandlingstid skyldes ikke mindst, at mange retssager må udskydes. Nu viser en ny undersøgelse, at mere end en tredjedel af de udsatte retssager i Danmark skyldes, at politiet ikke kan finde den tiltalte, og at nøglepersoner udebliver.

Det er Domstolsstyrelsen, der har gennemgået alle straffesager i en periode på fem uger i efteråret sidste år. Undersøgelsen giver ikke et fuldstændigt billede af, hvor mange retssager der bliver udsat, men i de fem uger, undersøgelsen er stået på, er i alt 1.415 retssager blevet udskudt.

19 procent af de udsatte retssager skyldes en "manglende forkyndelse". Det vil sige, at politiet ikke har kunne fortælle den tiltalte, at vedkommende skal møde i retten.

Yderligere skyldes 15 procent, at enten tiltalte eller vidner ikke møder op til retsmødet.

Første retsmøde

Den tiltalte til Mia Lynards overgreb bliver ellers anholdt, sagen bliver efterforsket, og alt er klar til første retsmøde 20. august. Kort tid før Mia Lynard skal møde i retten, bliver hun ringet op med beskeden om, at den formodede gerningsmand ikke møder op.

Bare 45 minutter efter retsmødet bliver aflyst, støder Mia ind i sin gerningsmand på metrostationen på Christianshavn i København. Hun har sin kæreste under armen, og situationen forløber uden dramatik, men det krænker alligevel hendes retsfølelse, at han kan udeblive fra retsmødet uden konsekvenser.

Og hun undrer sig over, at hun kan rende ind i ham på gaden, mens politiet ikke kan finde manden.

Billedet gentager sig ved de følgende retsmøder. Både det 29. oktober og det 16. december. Den tiltalte møder endnu engang ikke op. Politiet har igen ikke kunnet finde ham.

Hjemme i sin lejlighed drømmer Mia om en specialfremstillet jerndør, der ikke kan sparkes ind. For hver gang hoveddøren går op, giver det et gib i hende, og straks bliver hun sendt tilbage til den forfærdelige dag i januar.

I en periode på tre måneder går hun under jorden af frygt for at møde ham. Hun mister fuldstændig appetitten og taber sig 17 kilo.

I dag trives Mia bedst derhjemme, og færdes slet ikke på de steder, overfaldsmanden kan opholde sig. Lejligheden forlader hun aldrig uden sine store solbriller. Hun håber, de kan forhindre, at gerningsmanden kan gøre, som han har lovet - at tage hendes syn ved at hælde salmiakspiritus i øjnene.

Forbedring forude

Siden 1. juli 2014 har det været muligt at indkalde tiltalte via telefonen. Det bliver ikke brugt i stor stil endnu, men kan på sigt være med til at nedbringe antallet af udsatte sager.

- Vi har gode erfaringer med at telefonforkynde, men det tager tid at få det indarbejdet, men der er potentiale for, vi kan bruge det i langt højere grad. Det er mit håb, at det kan være med til at nedbringe antallet af de manglende forkyndelser, siger Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen, der har udarbejdet undersøgelsen.

I løbet af 2015 er det håbet, at politiet også vil kunne indkalde til retsmøder digitalt via e-boks, og Merethe Eckhardt håber, at det vil kunne nedbringe antallet af udsættelser.

- Jeg tør ikke spå om, hvor meget den digitale forkyndelse vil kunne hjælpe på at nedbringe antallet af udsættelser, men det er da klart mit håb, siger Merethe Eckhardt.

Kan ikke undgå udsættelser

Andre årsager til det store antal udsatte retssager er ifølge undersøgelsen sygdom, der tegner sig for 19 procent af udsættelserne, og at der i 10 procent af sagerne kommer nye oplysninger, der kræver yderligere efterforskning.

- Vi vil aldrig kunne undgå at skulle udsætte retssager. I et retssamfund som det danske skal det jo ikke være ulovligt at lægge sig syg eller skifte forsvarer. Og de tilfælde vil vi aldrig kunne udrydde, siger Merethe Eckhardt.

Hun er dog meget overrasket over, at undersøgelsen tydeligt viser, at mange af udsættelserne skyldes, at vidner udebliver fra retssalen.

Mia håber på afslutning

Den næste retsmøde i Mias sag er berammet til 16. marts, men hun har ingen grund til at tro, at fjerde gang bliver lykkens gang.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg reagerer, hvis det næste møde også bliver aflyst. Alle mine kræfter bliver brugt på at spekulere det retsmøde. Hvordan kan de blive ved med at aflyse? Han spilder jo alles tid, dommerens tid, anklagerens tid, forsvarens tid og min tid, siger hun. Hun ser gerne, at politikerne på Christiansborg kigger politiets muligheder for at forkynde efter i sømmene.- Jeg kan aldrig kunne komme videre, før han har fået sin straf. Jeg er skidebange for at møde ham. Jeg vil bare virkelig gerne have det her overstået.

DR Nyheder er bekendt med identiteten på den tiltalte.

Hverken Rigspolitiet eller Københavns Politi har ønsket at udtale sig om sagen.