Miljøminister boykotter kritiske landmænd

Karen Ellemann har meldt afbud til en konference om landbruget i protest mod traktordemonstration.

Vrede landmænd har flere gange gjort opmærksom på deres modstand mod regeringens plan om Grøn Vækst og vandmiljøplaner. (Foto: Jesper Kristensen © Scanpix)

Vrede landmænds traktordemonstration næste onsdag på Christiansborg Slotsplads har fået miljøminister Karen Ellemann til at sende afbud til en landbrugskonference samme dag i protest mod "pres og trusler" mod regeringen.

- Jeg går ind for en fri og faglig dialog, men ikke for en dialog under pres og trusler, siger Karen Ellemann.

Miljøministeren havde ellers meldt sig til konferencen samme dag inden for Christiansborgs mure om regeringens plan om Grøn Vækst og vandmiljøplaner. Konferencen er arrangeret af protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der er kritisk over for både regeringen og landbrugets egen organisation, Landbrug & Fødevarer.

Fører skrækkampagne

- Budskabet fra demonstrationen er jo meget klart. De vil have mig til at trække regeringens plan om Grøn Vækst og vandmiljøplanerne tilbage. Og det gør jeg ikke, siger miljøministeren.

Hun klandrer også de regeringskritiske landmænd for at argumentere imod regeringen på baggrund af beregninger over konsekvenserne af regeringens planlagte indgreb mod kvælstofudledning, som miljøministeren senere har revideret.

- De fører en skræmmekampagne. De har problemer med sandheden, siger Karen Ellemann om kritikerne.

Miljøministeren har i stedet inviteret repræsentanter for Bæredygtigt Landbrug til et senere møde på sit kontor.

Hundredvis af traktorer ventes onsdag at parkere foran Folketinget i protest mod regeringens lovplaner for landbrug og natur.

Facebook
Twitter