Miljøminister: Dansk vand skal ikke privatiseres

Dansk vand forbliver på danske hænder. Det slog miljøministeren fast inden hun deltog i møde om en mulig privatisering.

Dansk vand skal blive på danske hænder. Det slår miljøministeren i dag fast efter rapport åbner for privatisering (Foto: Nina Engen)

Konsulentfirmaet Deloitte anbefaler i en rapport, at politikerne på Christiansborg overvejer at privatisere de danske vandværker, men det bliver der slet ikke tale om, slår miljøminister Kirsten Brosbøl fast i dag, inden hun skulle mødes med folketingets miljøudvalg for at diskutere netop rapporten.

- Regeringen ønsker ikke at privatiserevandsektoren. Vores grundvand er en rigtig vigtig fælles ressource, som vi har passet på i generationer. Og det skal vi blive ved med, og derfor har jeg ikke nogen ønsker om at lukke store udenlandske firmaer ind og tjene penge på vores fælles vand, siger Kirsten Brosbøl.

Privat giver ikke billigere vand

Med til det dagens møde er DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, der repræsenterer omkring 120 vandværker. Direktør Carl-Emil Larsen tror heller ikke på, at det på nogen måde giver billigere vand for forbrugeren at privatisere vandværker.

- Vi tror ikke på, at man kan tjene mange penge på dansk vand, vi kan jo se, at når man går ikke og kigger på de tal i rapporten, så er det ikke billigere, når det er privatdrevet, siger Carl-Emil Larsen.

Rapport åbner op for private

I rapporten slår Deloitte ellers fast, at det danske system, der findes i dag, hvor det er er kommunerne og forbrugerne, der ejer vores vand, med fordel kan gøres mere frit.

- Deloitte finder ikke grundlag for at konkludere, at det vil være en fordel at forhindre private kommercielle aktører i at investere i danske vandselskaber, skriver de i rapporten.

Men den anbefaling vil miljøminister Kirsten Brosbøl ikke lytte til.

- Det er noget vi har passet på igennem generationer. Det er et unikt, at vi i Danmark kan hive vores grundvand op og nærmest ubehandlet sende det ud i vores vandhaner. Det skal vi værne, og derfor synes jeg, det er en rigtig fornuftig ejerskabsstruktur vi har i dag, siger Kirsten Brosbøl.

Facebook
Twitter