Miljøministeren udfaser omstridt bidræber

På trods af at miljøstyrelsen vurderer, at der ikke er nogen risiko forbundet med den måde, midlet bliver brugt i dag.

Miljøminister Lea Wermelin (S) varsler en ny bestøverstrategi for blandt andet at beskytte bierne. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Vi skal beskytte bierne og biodiversiteten bedre.

Det er budskabet fra miljøminister Lea Wermelin (S), som derfor i dag har fremlagt en række initiativer, der skal begrænse muligheden for at få dispensation til at bruge sprøjtemidlet neonikotinoider. Stoffet er nemlig giftigt for bier, lyder det.

- Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at vende tilbagegangen af Danmarks natur, også for bestøvere og bier, som vi kan se er i massiv tilbagegang i hele Europa. Der ved vi, at lige præcis det her middel er meget, meget skadeligt, siger ministeren.

Ifølge Miljøstyrelsens vurdering udgør den nuværende anvendelse af neonikotinoider herhjemme dog ikke nogen risiko for bier.

Vil forbyde stoffet på golfbaner og gartnerier

Neonikotinoider er allerede forbudt til udendørs brug herhjemme og i resten af EU, men der findes en række dispensationsmuligheder, som ministeren nu vil have udfaset.

Ifølge regeringen skal der ikke længere kunne gives dispensation, så stoffet kan blive brugt på golfbaner, i potteplanter på gartnerier - og så skal roebranchen det næste år finde et alternativ, der kan erstatte det:

- De får et år, fordi vi gerne både vil passe på bierne og på de arbejdspladser, der er knyttet til roeproduktionen på Lolland og Falster, hvor der er cirka 450 ansatte, siger Lea Wermnelin.

Miljøminister Lea Wermelin (i midten) sammen med enhedslisten miljøordfører, Mai Villadsen, Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov (S), præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding, og SF's naturordfører, Anne Valentina Berthelsen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Det er jo blevet vurderet, at det ikke er skadeligt i det omfang, vi bruger neonikotinoider nu. Så hvorfor er det her, I sætter ind?

- Vi sætter ind, fordi vi ikke vil have de midler, som er skadelige for vores bestøvere i Danmark. Nu er der fundet et alternativ, som roebranchen kan prøve af. Det er klart, at vi hele tiden skal arbejde for, at vi bruger færrest mulige sprøjtemidler, som belaster vores natur og miljø, siger miljøminsteren.

Så det er mere et symbolsk ’nej tak’ til sprøjtemidlerne?

- Vi ved, at det er et meget skadeligt stof for bierne. Vi skærper i forhold til den dispensation, der bliver givet næste år, fordi problemet jo også er de afgrøder, der kommer op næste år med blomster på, som bierne sætter sig på.

Glæde støttepartier

Hos regeringens støttepartier er de glade for ministerens initiativer.

- Vi kan jo bare konstatere, at vores dyre- og planteliv - og især insektbestanden - er i akut krise. Vi kender ikke hele forklaringen, men det her kan være en del af den. Derfor synes vi overhovedet ikke, at vi skal tage nogen chancer, siger Zenia Stampe, der er miljøordfører hos De Radikale.

Men hun tager dog ikke alle glæderne på forskud.

- Vi lader altså først champagnepropper springe næste år, når det forhåbentlig bliver et forbud. Og hvis det ikke bliver et forbud, så vil vi være meget skuffede og svært utilfredse.

Også hos Enhedslisten er miljøordfører Mai Villadsen tilfreds.

- Vi ved, at denne gift og bidræber, neonikotinoider, er rigtig skadelig for vores bier. Så derfor skal der ske noget. Det er et godt skridt, siger hun.