Miljøminister lægger op til fortsat brug af gift der skader bier

S har før kritiseret dispensation til pesticid, der skader bier. Nu lægger minister op til ny dispensation.

Danmarks Naturfredningsforening er skuffet over, at S-regeringen ikke vil forbyde gift, der skader bier (arkivfoto). (Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix © Ritzau Scanpix)

I opposition kritiserede S flere gange den daværende regering for at give dispensation til brug af sprøjtemidlet neonikotinoider. Men nu lægger miljøminister Lea Wermelin (S) op til uændret praksis, skriver Politiken.

I et svar til Folketinget undlader hun at svare på, om hun vil tage initiativ til at indføre et totalforbud mod neonikotinoider i Danmark, så der ikke længere kan gives dispensation til eksempelvis bejdsning af frø til sukkerroer.

I stedet skriver ministeren, at 'Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis'. Dermed læggerhun op til uændret praksis på området.

Sprøjtemidlet er forbudt i EU, men i Danmark kan man få dispensation.

Forskning har vist, at det kan skade biers nervesystem og deres evne til at orientere sig, finde mad og reproducere sig. Bestanden af bier er faldet i de senere år.

Af Miljøstyrelsens hjemmeside fremgår det, at det er styrelsens 'faglige vurdering, at den begrænsede danske anvendelse af midlerne ikke udgør en risiko for bier'.

I Danmarks Naturfredningsforening er præsident Maria Reumert Gjerding både ærgerlig og skuffet over, at den nyudnævnte miljøminister ikke lægger op til forandring.

- Jeg havde en klar forventning om, at S ville gribe ind og ændre den praksis, vi så under den tidligere regering, siger hun.

Inden valget udtrykte daværende S-miljøordfører Christian Rabjerg Madsen flere gange utilfredshed med, at VLAK-regeringen fulgte Miljøstyrelsens anbefalinger og uddelte dispensationer.

/ritzau/

Facebook
Twitter