Et besøg i svømmehallen vil fra nytår betyde færre hudgener og mindre lugt af det klor, der bruges til at holde vandet rent.
Klorindholdet i svømmehaller skal nu sættes ned for at forhindre, at brugerne af svømmehallerne får allergi. Det har regeringen netop besluttet, oplyser Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo til DR Nyheder.
- Det er meget vigtigt, at vi får nedbragt det klorindhold. Der er mange mennesker, som bliver allergiske, når der er for meget klor i. Samtidig kan det ikke nytte noget, at man bruger kloret og putter mere og mere klor i for at rense bakterierne væk, når man har nogle andre metoder, man også kan gøre det med, lyder begrundelsen fra Venstres miljøordfører.
De nye grænseværdier, der vil gælde fra nytår, betyder, at ph-værdien i svømmebassinerne fremover skal være højst 6,8. I dag er grænsen 7,3.
Indgrebet falder sammen med, at miljøminister Karen Ellemann på et i samråd i folketinget i morgen skal svare på spørgsmål fra SF om, hvad regeringen gør for at bruge de nyeste teknologier, så klorindholdet bliver mindre. Men ifølge Eyvind Vesselbo har han og regeringen arbejdet med sagen i årevis.