Mineprojekt splitter grønlænderne: Skal naturen forblive urørt, eller skal der tjenes milliarder?

Værdifulde jordarter kan være vejen til succes - eller en miljøkatastrofe, mener kritikere.

Forestil dig ét af de smukkeste steder, du nogensinde har set.

Store, vilde sletter, som er grønne og frodige om sommeren og dækket af metertyk sne om vinteren.

Her er et rigt fugleliv, tusindvis af uldne får i store flokke, hvaler ude i de to arktiske fjorde, der omkranser stedet, og en stilhed, man skal langt ud på landet for at finde lignende herhjemme.

Hvis den da overhovedet findes.

Sådan ser det ud her på Kuannersuit, der ligger seks kilometer øst for byen Narsaq i det sydlige Grønland.

Kuannersuit hedder Kvanefjeld på dansk, og du har muligvis aldrig hørt om det.

Det kommer du til nu, og hvis du læser med på en smartphone, er der på en måde en direkte forbindelse til den elektronik, du sidder med i hånden.

Kvanefjeld er i øjeblikket en vigtig brik i et internationalt spil om milliarder af kroner og muligheden for at ændre livet totalt for en stor del af samfundet i Grønland.

Særligt i Narsaq, som er et sted, mange unge søger væk fra.

Nede i fjeldet findes der en mængde forskellige jordarter, som er meget eftertragtede som råstoffer i industrien og derfor ekstremt værdifulde.

De bliver brugt til fremstilling af alt fra labtops, magneter, tablets, jagerfly, missiler og telefoner, men også elbiler og vindmøller, der skal være med til at drive 'den grønne omstilling', som alle taler om.

Et australskbaseret selskab, Greenland Minerals, har siden 2007 stået på spring for at lave en åben mine på toppen af fjeldet, så jordarterne kan hentes op, bearbejdes og sælges videre til højestbydende, og de har allerede brugt millioner af kroner på at forberede det hele og lave prøveboringer.

Kvanefjeldet vurderes ifølge mineselskabet at kunne levere mellem 15-20 procent af de jordarter, verdensmarkedet efterspørger i stor stil.

Hvis Greenland Minerals får lov at gå i jorden og opføre koncentrationsanlæg og raffinaderi, som er nødvendigt, kommer projektet til at brede sig over et areal, der svarer til omkring 1.200 fodboldbaner, og selskabet mener selv, at det vil skabe hundredvis af nye arbejdspladser i et samfund, der hungrer efter det.

Der vil angiveligt være minedrift de næste 37 år.

Sagen er bare den, at de ikke har fået endeligt grønt lys endnu, for der er ikke udpræget enighed om, at det er en god idé at begynde at grave.

Foruden de værdifulde jordarter er der også uran i jorden, som kan beriges og i værste fald bruges til eksempelvis masseødelæggelsesvåben og krigsførelse, hvis det havner i de forkerte hænder.

Uran som et biprodukt harmonerer ikke ret godt med det naturskønne område, lokalbefolkningen ynder at vise frem og håber på at turister vil rejse til og betages af.

Så selv om Greenland Minerals med danske Jørn Skov Nielsen som direktør er langt fremme i sine bestræbelser, er fremtiden stadig uvis.

Deres modstanderne gør, hvad de kan, for at sætte en stopper for det, og dele af befolkningen knytter sig til håbet om, at det aldrig bliver til noget, fordi det kan tvinge dem til at flytte.

Vi skal møde én af dem lige om lidt, men først skal vi lige runde det politiske hjørne, så det står klart, hvad der sker i Grønland i øjeblikket.

(© Scanpix)

'Kongemord' på et hotel i Nuuk

Den 6. april er der udskrevet valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut. 31 medlemmer skal vælges ind af cirka 41.000 stemmeberettigede.

Det er kun tre år siden, der senest blev afholdt valg, så valget kommer et år for tidligt.

Det skyldes, at den nuværende landsstyreformand siden 2014, Kim Kielsen, under sit socialdemokratiske parti Siumuts landsmøde i november sidste år blev væltet af tronen.

Det skete på et hotel i Nuuk.

Den danske journalist Martin Breum var med den aften, og det fortæller han om i DR’s nyhedspodcast 'Genstart', der handlede om Kvanefjeldet, den 2. marts.

- Kim Kielsen fik 32 stemmer. Modkandidaten Erik Jensen fik 39. 'Kongemordet' var dermed en realitet, og Kielsen var ikke længere formand for sit eget parti, forklarer Martin Breum.

Han er dog stadig landsstyreformand frem mod valget.

Alt det her sker på et tidspunkt, hvor debatten om for eller imod mineprojektet på Kvanefjeldet er topaktuelt, og landspolitikerne er derfor tvunget til at forholde sig til det og problemet med uran, så vælgerne ved, hvor de skal sætte krydset.

Regeringspartiet Siumut har tidligere med Kielsen i front meldt ud, at det går ind for projektet, og den 2. marts gjorde Erik Jensen som ny formand det klart, at han gør det samme.

- Vi har et partipolitisk program, som vi skal forholde os til, og der står, at Kuannersuit-projektet skal igangsættes, men kun hvis den lever op til råstofloven, siger han til det grønlandske public service-medie KNR.

Múte B. Egede, der er leder af det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit, har derimod meldt ud, at han vil det modsatte.

- Vores målsætning er, at der ikke skal være råstofudvinding i Kuannersuit. Derfor skal ingen være i tvivl om, at Inuit Ataqatigiit vil stemme for at stoppe projektet, sagde han den 26. februar til KNR.

Emnet står derfor utvivlsomt øverst på dagsordenen i stemmeboksene den 6. april.

Modstandere med gule skilte

Narsaq er en by med 1.300 indbyggere, hvor arbejdsløsheden er stor.

Journalist Martin Breum har været der flere gange, og han beskriver byen som et sted, der lider af affolkning. Der er fattigdom og mangel på arbejdspladser, ligesom det er tilfældet i mange andre sydgrønlandske byer.

- Så kommer der nogle (Greenland Minerals, red.) og lover dem mere end 700 arbejdspladser. Det er jo bonanza!, siger Martin Breum.

Derfor har man på den ene side dem, som efter mange års tørke ønsker fremgang. Dem, som går ind for at tjene gode penge i årtier og dermed løse mange problemer i samfundet.

På den anden side har man dem, der er modstandere af projektet og den medfølgende uranudvinding. De er ført an af Mariane Paviasen og kalder sig 'Urani? Naamik'. På dansk: 'Uran? Nej tak'.

Et stort fokus hos dem er risikoen for miljøødelæggelser. De bruger endda i deres logo den røde sol på gul baggrund, som mange vil huske fra kampagnen imod atomkraft.

- De har arrangeret demonstrationer, når Greenland Minerals har afholdt borgermøder. De mener, at minearbejdet vil sende støv ud og forurene drikkevandet, ødelægge fårholdet, landbruget og turismen. At det vil præge sydgrønland på en måde, der gør, at man ikke længere kan leve, som man gør i dag, siger Martin Breum.

Demonstration arrangeret af foreningen 'Urani? Naamik', der kæmper imod mineprojektet på Kvanefjeld og dets uranudvinding. Billedet er brugt med tilladelse fra foreningen.

Grønlænderne bestemmer selv, om jordarterne skal hentes op og hvem der skal gøre det. Danmark insisterer imidlertid på at være med til at bestemme, hvem der får lov at købe uranen og formentlig også de sjældne jordarter, forklarer Martin Breum.

Grønland havde tidligere et forbud mod at udvinde uran og andre radioaktive jordarter og metaller, men det blev ophævet ved en afstemning i parlamentet i 2013.

Med én stemmes flertal.

Minen kan kickstarte det døde liv i Narsaq

Det bringer os videre til Josef Petersen.

Han er leder af den lokale produktionsskole i Narsaq, hvor han forsøger at motivere lokale unge til at skabe sig en fremtid i byen her godt syv kilometer fra foden af Kvanefjeldet.

Han oplever, at mange flytter væk, når de er færdige med en uddannelse, og en del af dem vender ikke tilbage. Derfor er mineprojektet noget, der i hans øjne kan ændre hele det sociale setup i byen.

- Der er ingen muligheder her. Ingen arbejdspladser. Minen er vores bedste bud på en fremtid for de unge, siger Josef Petersen.

Han er i øvrigt medlem af partiet Siumuts hovedbestyrelse, og han understreger, at han kun går ind for projektet, hvis det kan dokumenteres, at det ikke skader miljøet.

- Jeg tror, minen vil være en kickstarter for hele byen. Ikke kun med arbejdspladser i selve minen. Det vil generere en masse muligheder som eksempelvis kiosker, frisører og restauranter. Servicemindede arbejdspladser.

Direktør: 'Det er miljømæssigt forsvarligt'

Hos Greenland Minerals sidder direktør Jørn Skov Nielsen i venteposition med sin licens til at drive minen, da DR Nyheder besøger ham en dag midt i marts.

Den licens har hans selskab nu haft i 14 år.

Jørn Skov Nielsen er tidligere departementschef i det grønlandske erhvervsdepartement, og han har været helt i spidsen af Grønlands råstofdirektorat.

Gennem forskellige poster i landets embedsapparat fra 2002 har han været med til at bestemme over Grønlands naturressourcer og økonomiske fremtid, men i sommeren 2020 skiftede han embedsmandsposten ud med et direktørjob i mineselskabet, der har kinesiske Shenghe Resources Holding som sin største investor.

- Det her projekt er vigtigt for Grønland og internationalt. Det kan bidrage virkelig betydningsfuldt og signifikant til samfundsøkonomien i form af skatter og arbejdspladser, siger han.

Ifølge Greenland Minerals vil Grønland komme til at tjene i gennemsnit 1,5 milliarder kroner om året.

Men én ting er penge. En anden er bekymringen for miljøet.

- Kan du forstå, at borgerne er bange for, hvad det betyder, når man bor tæt på en mine, hvor der vil blive udvundet uran?

- Ja, men der er lavet meget omfattende undersøgelser i tæt dialog med myndighederne igennem en ti-årig periode. De peger på, at det her kan gøres bæredygtigt. Vi mener, vi har dokumenteret, at det er miljømæssigt bæredygtigt, som loven kræver, svarer Jørn Skov Nielsen.

Han medgiver, at der vil være støvgenerering umiddelbart omkring minen og ved vejene deroppe, men han mener ikke, det bliver spredt særligt langt væk fra mineskakten.

- Det er også værd at notere sig, at der findes fuldstændigt parallelle projekter i andre lande tæt ved bysamfund, tæt på områder med kvægdrift og så videre, der foregår fuldstændigt bæredygtigt og sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Jørn Skov Nielsen.

Frygter at miste sit livsgrundlag

Aviaja Lennert og hendes mand Klaus bor midt i den barske natur på en gård ved fjorden Tasiusaq.

Stedet er kendt som ’landets spisekammer’ og omgivet af høje fjelde, og det er her, familien har valgt at leve deres liv som tredje generation af fåreavlere.

Aviaja Lennert og hendes familie er tredje generation af fåreavlere på gården, som de frygter at måtte forlade, hvis minen får grønt lys af politikerne. (Foto: Torben Kjærgaards Madsen)

Her er smukt, selv om her er koldt og konstant blæsende, men Aviaja, hendes mand og deres tre børn elsker det liv, de har skabt sammen her.

- Det er guld værd for os. Ikke pengemæssigt, men følelsesmæssigt. Man skal virkelig kunne lide at være her og tilpasse sig omgivelserne, men vi føler os trygge, for vi har vores egen hverdag, hvor vi lever på naturens præmisser, siger Aviaja Lennert.

Hun er bekymret for, hvordan det kommer til at påvirke hendes liv og kvægdriften, hvis minen åbner. At det i værste fald betyder, at de bliver sidste generation på gården, fordi de bliver tvunget til at flytte væk.

Kvanefjeldet ligger omkring 36 kilometer fra Tasiusaq, men Aviaja ved af erfaring, hvor langt blæsten kan bære eksempelvis salt fra saltvandet i fjorden på den anden side af fjeldet.

Det kan hun se på sine vinduer, hvor der er små aflejringer af salt.

Hun er derfor ikke overbevist om, at det passer, når folkene med mineplanerne siger, at miljøet ikke tager skade.

- De tænker kun på penge. Der er dollartegn i deres øjne, siger hun om dem, der taler for projektet.

Det er særligt frygten for radioaktiv forurening, der fylder hos hende, for hendes får spiser tang fra fjorden og græs på fjeldet, og hvis det er forurenet af støv og affaldsstoffer, bliver det svært at afsætte kødet fra dyrene.

- Det kan ødelægge vores liv totalt. Vores får og den tilknytning, vi har til naturen bliver ødelagt, hvis der blæser støv ind fra minen, og hvis vandet i fjorden bliver forurenet. Men man kan ikke erstatte naturen. Når man har spist den sidste fisk og det sidste får, er der ikke mere at leve af.

Parlamentsvalget den 6. april kan altså blive skelsættende for tusindvis af mennesker på verdens største ø de kommende generationer, fordi det kan vise sig at blive afgørende for mineprojektet.

Afhængig af hvordan grønlænderne stemmer, kan minen ved Kvanefjeldet som beskrevet - ifølge Greenland Minerals - blive starten på et industrieventyr, men den kan også påvirke livet for folk som Aviaja og hendes familie, der elsker de store, vilde sletter, som er grønne og frodige om sommeren og dækket af metertyk sne om vinteren.

Fuglene, fårene, hvalerne og stilheden, som man skal langt ud på landet for at finde lignende herhjemme.

Hvis den da overhovedet findes.

Danmarks Radio følger valget tæt her på dr.dk og i tv den kommende tid. Allerede i aften kan du se en reportage fra Grønland i aftenens udgave af nyhedsmagasinet '21 Søndag'.

Det er kl. 21 på DR1 og på dr.dk/drtv.

Kilder: Ritzau, DR's arkiv, videnskab.dk, Politiken, Information, Arbejderen.dk, journalist Martin Breum, Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi og Kalaallit Nunaata Radioa.

Rettelse den 6. april: DR har fjernet et arkivbillede i artiklen, som viste sig at stamme fra en anden by end den omtalte by, Narsaq.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk