Minister: Bøder skal ikke forhindre statsborgerskab

Såkaldte bagatelsager skal ikke kunne udskyde statsborgerskab, mener justitsministeren. Trafikbøder er dog undtaget.

Justitsminister Mette Frederiksen vil lade Indfødsretsudvalget afgøre, om ansøgere skal have udskudt statsborgerskabet på grund af bøder over 3.000 kroner. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Efter medieomtale af udlændinge, der får udskudt deres danske statsborgerskab på grund af såkaldte bagatelsager, præsenterer justitsminister Mette Frederiksen i dag et forslag for SF og Enhedslisten.

Ifølge Politiken går forslaget ud på, at politikerne i Folketingets Indfødsretudvalg fremover skal behandle sager, hvor personer står til at få udskudt statsborgerskabet på grund af en bøde på mellem 3.000 og 10.000 kroner.

Men allerede inden ministeren har fremlagt sin model for forligspartierne, SF og Enhedslisten, kritiseres lempelsen for ikke at være omfattende nok.

Færdselsbøder er ikke omfattet

Kritikken kommer fra EL, SF og V.

Ifølge avisens oplysninger omfattes overtrædelse af færdselsloven nemlig ikke af den model, som ministeren lægger op til.

- Det betyder, at folk, der har kørt 63 km/t et sted, hvor man må køre 50, betragtes som så alvorlige forbrydere, at de skal have karantæne fra deres statsborgerskab. Det giver ikke meget mening, siger Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, til avisen.

Statsborgerskab udskydes med tre år

Ifølge de nuværende regler får ansøgere om statsborgerskab udskudt statsborgerskabet med mindst tre år, hvis de får en bøde på 3.000 kroner eller mere, og det rammer mange.

Men netop overtrædelser af færdselsloven skal der ikke kunne gives dispensation for. Det skyldes ifølge Politiken blandt andet, at overtrædelse af færdselsloven er en af de hyppigste grunde til udskydelse af statsborgerskab.

Derfor ville det medføre øget arbejdspres på Indfødsretsudvalgets medlemmer, hvis alle færdselslovsovertrædelser skulle forelægges udvalget.

/ritzau/

Facebook
Twitter