Hvis du siger dit job op uden en gyldig grund, vil du først efter seks uger komme på dagpenge. Og hvis du takker nej til et jobtilbud, får du også seks ugers karantæne fra dagpengene. I dag er karantænetiden tre uger.
Sådan lyder to af i en lang række initiativer i et nyt regeringsudspil, der skal sikre kvalificeret arbejdskraft i hele landet.
- Det handler om ret og rimeligt. Hvis man får en offentlig ydelse, som det jo også er at være en del af dagpengesystemet, så synes jeg ikke, vi kan tillade, at folk ikke tager de job, de får tilbudt, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Flere danskere end nogensinde før er lige nu i arbejde, og regeringen forventer, at beskæftigelsen bliver løftet med næsten 70.000 personer i løbet af i år og næste år.
- Hele samfundet skriger på arbejdskraft, og det er et problem, der kun vil blive større i løbet af 2018, hvor vi kan se, at flere og flere dele af landet kommer til at mangle både faglært og ufaglært arbejde. Derfor bliver vi nødt til at justere reglerne, siger beskæftigelsesministeren.
- Det er helt nødvendigt, fordi vi har et akut behov for hænder, tilføjer han.
Regeringen har ikke dannet sig et overblik over, hvor mange personer der vil blive ramt af de seks ugers dagpengekarantæne.
- Men det her handler jo også om at sende et politisk signal om, hvad vi synes, der er ret og rimeligt, siger Troels Lund Poulsen.
Regeringen indkalder til forhandlinger
Regeringen har endnu ikke defineret, hvad det helt præcist vil sige at opsige sit job "uden gyldig grund".
- Det kommer vi til at gøre i en politisk aftale. Men det er nu engang sådan, at vi har brug for, at folk bidrager til samfundet, og hvis man vælger at sige sit job op for at gå på dagpenge, så skal der være en lidt længere periode, før man kan få dagpenge, siger Troels Lund Poulsen.
Han vil dog gerne komme med et bud på, hvad der helt åbenlyst er en gyldig grund til at sige sit job op:
- Hvis man er udsat for seksuel chikane eller på anden måde bliver presset ud af sit arbejde, så er det selvfølgelig en gyldig grund til at sige sit job op, siger han.
Samlet foreslår regeringen at bruge 100 millioner kroner i år og 50-60 millioner kroner i årene fremover på initiativerne i udspillet.
Udspillet skal forhandles med partierne bag beskæftigelsesreformen, da det delvist er finansieret gennem bevillinger derfra.