Minister efter homokommentar: Unge muslimer lytter til moskéen

Det er problematisk, hvis unge muslimer lytter til talsmanden fra Dansk Islamisk Råd, der kalder homoseksulle for syge. Det mener integrationsminister Manu Sareen.

En talsmand for den nye moske i Rovsinggade, der indvies torsdag, siger, at homoseksualitet er en sygdom. (Foto: Niels Ahlmann Olesen © Scanpix)

Det er ikke ligefrem positiv omtale, som Danmarks første stormoské får, dagen inden den bliver indviet.

Politikere har nemlig stået i kø for at kritisere talspersonen for Dansk Islamisk Råd, der står bag moskéen, Mohamed al Maimouni, der har kaldt homoseksualitet for en sygdom.

Integrationsminister Manu Sareen mener især det er problematisk, hvis unge muslimer betragter ordene som sande.

- Vi ved at der er rigtig mange unge mennesker, der lytter til de autoriteter, som er i moskéerne - heriblandt talsmanden, siger integrationsminister, Manu Sareen, til DR Nyheder.

- Så jeg er rigtig ked af udtalelserne, for det har jo ikke noget at gøre med det danske frisind, og den danske fortælling om homoseksuelle, som vi har arbejdet benhårdt på i rigtig mange år, siger ministeren.

Moské: Homoseksuelle kan få hjælp

Mohamed al Maimouni blev i Jyllands-Posten citeret for at sige:

- Inden for islam er homoseksualitet noget, der er forkert, selvfølgelig. Da betragter man det ligesom, at man er syg.

- For eksempel i Dansk Islamisk Råd har vi haft et tilfælde med en homoseksuel, der kom til os. Han ville gerne snakke om homoseksualitet. Det gør vi med åbne arme. Man kan sagtens få rådgivning, hvis man selv har lyst til at komme ud af den situation, man er i, lød det.

Reaktionerne fra flere politikere har været skarpe. Socialdemokraternes integrationsordfører kalder udtalelserne "uacceptable og diskriminerende".

Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance, der selv er homoseksuel, har på sin Facebook-profil citeret Ingeborg Skjern fra tv-serien Matador, i afsnittet, hvor hun svarer sin mand, der kalder deres homoseksulle søn for 'syg i hovedet':

- Syg i hovedet?... Det er DIG, der er syg i hovedet, skriver politikeren.

Den nye moske i Rovsinggade bliver indviet torsdag, men flere af de officielt inviterede bliver væk. Heriblandt Manu Sareen:

- Jeg har meldt afbud for længe siden, da jeg fik invitationen, fordi jeg har et arbejde der skal passes, siger ministeren.

Se hele interviewet med Manu Sareen i videoen øverst i artiklen. Klik på Play.

Facebook
Twitter