Minister forsvarer tur til Ærø: 'Der er ikke et opkald, jeg har misset'

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har mødt massiv kritik for at tage til Ærø på dagen, hvor Kabul faldt.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er under beskydning for at være taget til Ærø under Kabuls fald. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Mens forsvarsminister Trine Bramsen var på besøg på Ærø, var Taliban godt i gang med at overtage magten i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Men det var ikke dårlig dømmekraft, fastholder Trine Bramsen på et samråd fredag, som hun er indkaldt til efter massiv kritik af hendes prioriteringer fra flere af Folketingets partier.

Hun erkender, at havde hun vidst, at situationen i Afghanistan ville eskalere så hurtigt, havde hun handlet anderledes. Men hun fastholder samtidig, at hendes besøg ikke havde nogen betydning for evakueringen.

- Jeg har deltaget i alle relevante beslutninger og møder, der omhandler Forsvarsministeriets rolle i denne her sag. Det betyder også, der ikke er nogen, der er blevet evakueret senere, uagtet hvor jeg var i landet, siger Trine Bramsen.

Samtidig understreger hun igen og igen, at hun havde sin mobil med på turen til Ærø.

- Det centrale spørgsmål her er jo, er der nogle beslutninger, der ikke er blevet truffet. Nej, det er der ikke. Der er ikke en beslutning, der ikke er blevet truffet. Der er ikke et opkald, jeg har misset, siger Trine Bramsen.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) understreger, at hendes beslutning om at tage til Ærø ikke havde nogen betydning for evakueringen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Var ikke på sælbesøg

Søndag den 15. august faldt Afghanistans hovedstad til Taliban. Fra morgenstunden var Trine Bramsen taget på besøg hos Marinehjemmeværnet i Svendborg. Bagefter fortsatte hun turen til Ærø, hvor hun besøgte den socialdemokratiske borgmester.

Ministeren var på samrådet under heftig beskydning for at tage på socialdemokratisk "valgkampstur" på Ærø.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, påpegede blandt andet, at de på et møde lørdag aften alle var blevet bekendt med den eskalerende situation i Afghanistan.

Men Trine Bramsen understreger, at ingen vidste, hvor hurtigt Kabul ville falde. Hun kritiserer samtidig, at det er blevet udlagt, som om at hun så på sæler på turen til Ærø. Det er forkert, lyder det.

- Nej, jeg har ikke kigget på nogen sæler og været på sælbesøg. Den konkrete historie om sæler handler om, at jeg gik forbi en fisker, der var meget opsat på, at der skulle være færre sæler, og det gjorde han opmærksm på, siger Trine Bramsen.

Ministeren har også fået kritik for, at ministeren blev fragtet til sit partibesøg på Ærø i et af Marinehjemmeværnets fartøjer.

B.T. har tidligere beskrevet en mail, der er sendt fra Forsvarsministeriet til Ærø forud for mødet den 15. august.

Her skriver Trine Bramsens særlige rådgiver til Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen, at de forsøger at få et lift af Marinehjemmeværnet fra Svendborg til Ærø.

Men Trine Bramsen afviser, at hun har gjort noget forkert.

- Forsvarsministeriet har vurderet det pågældende tjenestestedssbesøg og konkluderet, at det er foregået efter alle gældende forskrifter, siger Trine Bramsen.

Venstre og De Konservative er dog efter samrådet ikke tilfredse med ministerens svar.

- Der er mange ting, vi ikke har fået svar på. For os er det centrale ministerens mangel på dømmekraft. Og der må man bare sige, at vi i dag er blevet bekræftet i, at der i den grad er mangel på dømmekraft, siger Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt.

Facebook
Twitter