Minister giver transkønnede håb: Vi vil gøre det nemmere at skifte køn

Ifølge ligestillingsminister Manu Sareen er et forslag om juridisk kønsskifte på trapperne.

Ifølge Amnesty International oplever transkønnede nedværdigende behandling i sundhedssystemet, når de forsøger at skifte køn. Ligestillingsminister Manu Sareen (R) forstår bekymringen og lover snarlig handling. (Foto: DR Nyheder)

Ligestillingsminister Manu Sareen(R) er ikke overrasket over, at Danmark bliver kritiseret for ikke at behandle transkønnede godt nok.

- Det kan jeg faktisk godt forstå, for det er en gruppe, der i forvejen har det rigtig svært.

- Vi ved, at når de skal have juridisk kønsskifte, så er det en meget vanskelig proces, de skal igennem, siger han.

Det er Amnesty International, der kritiserer, at et juridisk kønsskifte i Danmark kræver, at man lader sig kastrere eller får en psykiatrisk diagnose.

Står i regeringsgrundlaget

Det anslås, at der bor cirka 3.000 transkønnede mennesker i Danmark. Altså mennesker, som oplever at være født med det forkerte køn, og som ønsker at opnå fysisk og juridisk kønsskifte - blandt andet i form af et nyt cpr-nummer.

- Det er noget, som regeringen går ind i, det står i regeringsgrundlaget.

- Inden for en meget overskuelig fremtid vil vi komme med et forslag, der vil gøre det nemmere at få juridisk kønsskifte, siger Manu Sareen.

Endnu ikke noget konkret på plads

På Sexologisk Klinik bliver de transkønnedes forældre blandt andet indkaldt til en samtale, hvor de skal redegøre for deres datters eller søns opvækst. Flere af dem, der har oplevet det, finder det grænseoverskridende.

Manu Sareen kan dog ikke sige, hvad regeringen konkret vil gøre for at lette processen.

- Vi vil gøre det nemmere, men hvordan det helt præcist kommer til at se ud, er jeg nødt til at vente en lille smule med, siger Manu Sareen.

Facebook
Twitter