Minister i lynændring af regler for kærester: En underskrift er nok til at komme over grænsen

Det er nu nok at underskrive en tro- og loveerklæring for at få sin kæreste fra Norden eller Tyskland over grænsen.

Indenfor et par dage kan kærester fra Tyskland og nordiske lande rejse ind i Danmark ved at vise en tro- og loveerklæring, oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Først krævede det både billeder og sms'er for at få sin kæreste fra de nordiske lande og Tyskland ind i Danmark.

Men nu har justitsminister Nick Hækkerup (S) valgt at ændre reglerne, så det fremover er nok at fremvise en tro- og loveerklæring med underskrift fra begge parter for at få sin kæreste over grænsen.

- Hvis man kommer fra de nordiske lande eller Tyskland og skal besøge sin kæreste i Danmark, skal man printe et stykke papir ud og skrive under på, at man er kærester, og så er det tilstrækkeligt, siger han og fortsætter:

- Der kan være nogle situationer, hvor det er nødvendigt med ekstra kontrol fra politiets side, men som udgangspunkt er det nok.

Den nye retningslinje vil træde i kraft inden for et par dage. Indtil da gælder de nuværende krav.

Kritik fra partier

Meldingen kommer efter, at flere partier har kritiseret retningslinjerne for at være "noget pjat" og et brud på privatlivets fred.

Blandt andre Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, har været imod, at politiet skal snuse i folks telefoner for at finde ud af, om to personer er kærester eller ej.

- Vi taler om kærester fra nordiske lande og Tyskland. At de skal igennem en eftersøgning, som rejste de ind i USA, giver ikke mening. Lad dem underskrive en tro- og loveerklæring i stedet for at indføre et kærlighedsbureaukrati, sagde han tidligere til DR Nyheder.

Det er nu det, der fremover bliver retningslinjen.

Justitsminister Nick Hækkerup kalder det "fuldstændig fair", at partierne kritiserer regeringen, og ifølge ham er der flere fordele ved en tro- og loveerklæring.

- Det er relativt simpelt for borgerne, politiet kan stadig gå nøje ind i sagerne, hvis de vil, og derudover kan vi holde nogenlunde øje med antallet. Hvis det viser sig, at der pludselig kommer 500.000 tyske kærester til Danmark, så kan det godt være, at man skal sige "arh, der er nok nogle, der fusker med reglerne", siger han.

Kan rejse ind fra i dag

Folketingets partier blev enige med regeringen om at udvide fase 2 af genåbningen af Danmark i sidste uge.

En del af den aftale handler om grænsen til Danmark, der har været lukket siden midten af marts på grund af coronaepidemien.

Grænsekontrollen betyder, at det kun er personer med anerkendelsesværdige formål, der må rejse ind i Danmark. Med den politiske aftale blev listen over anerkendelsesværdige formål udvidet.

Det betyder, at personer med fast ophold i de nordiske lande og Tyskland fra i dag også kan få lov at rejse ind i Danmark, hvis de er kærester med en person med fast bopæl i landet.

Tidligere var kærester ikke omfattet af anerkendelsesværdige formål.