Der er ikke juridisk hjemmel til at lade dab-udbuddet gå om, siger fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til TV2 News efter et møde i Kulturministeriet i dag.
- Rent juridisk er der ikke noget at komme efter, men kigger man på hele forløbet, kunne man godt have tænkt sig, at noget kunne være anderledes, siger han.
Det er op til Radio24syv, hvis der skal gøres mere i sagen, lyder det fra Rasmus Prehn. Han nævner, at Radio24syv har mulighed for at anlægge en retssag eller få Folketingets Ombudsmand til at kigge på sagen.
Utilfredse med svar
Der har været stor diskussion, efter at Radio24syv tabte udbuddet om en ny dab-kanal, som mange havde anset som radiokanalens redning.
Ved mødet i Kulturministeriet har Folketingets partier haft mulighed for at udspørge Rasmus Prehn og Radio- og tv-nævnet om forløbet.
De Radikale og Venstre er ikke tilfredse med de svar, de har fået, og håber, at Folketingets Ombudsmand vil kigge på sagen, lyder det efter mødet.
Også Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, ønsker, at en uvildig part undersøger forløbet, sagde han, da han forlod mødet som den første.
/ritzau/