Minister kræver forklaring af Skat: Hvorfor blev bandeenhed beskåret?

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kalder sagen om de fjernede medarbejdere for "dybt utilfredsstillende".

Der bliver nu rettet op i Skat, så den særlige bandeenhed fremover har det politisk besluttede antal medarbejdere. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Skat valgte i 2013 at fjerne 25 af 40 medarbejdere fra en særlig bandeenhed, der skulle bekæmpe rocker- og bandekriminalitet.

Beslutningen om at oprette enheden blev vedtaget i Folketinget i 2010, og Skat fik derfor en permanent merbevilling til opgaven.

- Som jeg forstår det, har Skat troet, at det var en midlertidig bevilling, som faktisk var permanent. Så i 2013, som jeg forstår det, neddroslede man så indsatsen, hvor man skulle have beholdt den på det niveau, den havde været de forgangne år, forklarer skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Skatteministeren har derfor bedt Skat om at lave en redegørelse af sagens forløb, og derudover bliver der nu rettet op, så den særlige bandeenhed atter har 40 medarbejdere.

Socialdemokratiet kalder sagen "dybt problematisk", blandt andet fordi Skat ikke oplyste politikerne om, at de neddroslede enheden, og i Dansk Folkeparti kaldes sagen for en "skandale".

- Når jeg sammenligner med de oprydningsopgaver, jeg har som skatteminister, og de problemer, som har været de sidste mange år, så må jeg sige, at det her hører til i den mindre ende. Men det er dybt utilfredsstillende. Det siger sig selv, siger Karsten Lauritzen.

Ministeren erkender desuden, at Skat dermed har neddroslet indsatsen mod banderne.

- Det må man nok desværre antage, siger han, men forklarer, at Skat dog også har hjulpet andre projekter omkring bandekriminalitet.

- Og når Rigspolitiet kommer og beder Skat om hjælp, så hjælper man - det har man også gjort i den periode. Og som jeg har forstået det, har Rigspolitiet ikke klaget over, at de ikke har fået hjælp, lyder det.

Facebook
Twitter