Minister: Ny kontrakt redder ikke DR

Kulturminister Brian Mikkelsen genforhandler gerne DR's public-servicekontrakt, men tvivler på, at det vil ændre DR's situation nævneværdigt.

Skatteborgerne skal ikke betale for rodet i DR-byggeriet, siger kulturminister Brian Mikkelsen. (Foto: Dragør Luftfoto © DR)

Kulturminister Brian Mikkelsen er meget åben overfor at forhandle DR's public-service-kontrakt igen.

- Der står i aftalen at begge parter kan tage den op, så DR er altid velkommen til at diskutere den. Men det har jeg ikke hørt noget ønske om, siger Brian Mikkelsen til DR-Nyheder.

- Fra politisk hold har vi stillet krav om drama, børneudsendelser, nyheder og så videre. Hvis DR vil diskutere det, må de jo spille ud, fortsætter han.

Betyder intet økonomisk

Men Brian Mikkelsen tror ikke, at en genforhandling vil ændre noget i DR's økonomiske situation.

- Det vil jo være sådan, at man har den økonomi, man nu engang har. Vi vil fra regeringens side ikke være med til at hæve licensen, og vi vil ikke have, at skatteborgerne skal betale for det rod, der har været med byggeriet, siger Brian Mikkelsen.

DF siger fra

Mens de øvrige partier bag medieaftalen er åbne overfor en genforhandling, siger Louise Frevert fra Dansk Folkeparti fra.

- Hvis det skal have en betydning for DR's økonomi, indebærer det en slækkelse på public-service-kravene, og det er vi overhovedet ikke indstillet på, siger Louise Frevert.

Venstre og oppositionen vil forhandle

- Vi vil gerne genåbne forhandlingerne om public service aftalen, hvis det kan hjælpe DR ud af den katastrofale økonomiske situation, sagde Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby ved en offentlig høring i aftes, arrangeret af Socialdemokraterne og Det Nye Public Service Råd.

Ellen Trane Nørby blev bakket op af medieordførerne fra SF, de Radikale, Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Åbnes aftalen er alt til forhandling -

Hvis public service kontrakten, som jo er en kontrakt mellem politikerne og Danmarks Radio, skal genforhandles, så må det være et udspil der kommer fra Danmarks Radios bestyrelse og direktion, hvis de mener, det var noget, de gerne ville have, at vi kiggede på igen, siger Ellen Trane Nørby.

- Genåbner man public service kontrakten, så er alt reelt til forhandling, og det må DR's bestyrelse og direktion så vurdere om man vil, siger Venstres medieordfører.

Hun tilføjer at hun ikke vil være med til politisk at øremærke særlige ting, og på den måde "binder Danmarks Radio endnu mere på hænder og fødder".

Generaldirektør: Det er en ny situation

DR's generaldirektør Kenneth Plummer synes, at det lyder interessant, og han vil derfor tage emnet op på DRs næste bestyrelsesmøde i næste uge.

- Det er en ny situation, for vi har hidtil fået meget klare signaler om at public service kontrakten ikke var til diskussion, siger Kenneth Plummer.

Jeg tror ikke, at det vil kunne ændre på antallet af afskedigelser, som vi skal gennemføre. Men der er måske nogle områder, som er smartere er spare på, end dem, som vi vil spare på ifølge vores plan, siger han til P1 Morgen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532eb11ba11f9d13d0d4b345