Minister: På tide at modernisere Staunings midlertidige lov fra 1939

Venstre skal ikke nødvendigvis med i bred aftale om en ny lejelov, siger boligminister Carsten Hansen (S).

Boligminister Carsten Hansen indkalder til forhandlinger om ny lejelov i dag. (© Ministeriet for By- Bolig og Landdistrikter)

Det er 75 år siden, at den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning fik vedtaget en midlertidig lejelov.

Nu er det nødvendigt at ændre den lov og især gøre forholdene bedre for lejerne, mener en anden socialdemokrat, by- og boligminister Carsten Hansen.

- Vi skal selvfølgelig have moderniseret den midlertidige lejelov fra 1939, som Stauning lavede, siger Carsten Hansen til DR Nyheder.

Vil forhindre overpris til lejere

SR-regeringen - den nuværende og ikke Staunings - er klar med et udspil, der skal forenkle lejeloven.

Konkret indeholder udspillet krav om, at udlejerne i fremtiden skal gennemføre et syn ved til- og fraflytning. Hvis det ikke er sket, så får udlejeren ikke mulighed for at opkræve penge til at istandsætte lejemålet - modsat i dag.

- Vi skal gerne forhindre, at nogle tager en voldsom overpris, og vi skal også forhindre, at man som lejer bliver pålagt at renovere en lejlighed efter få måneders leje, siger Carsten Hansen.

Minister: Det bliver også nemmere for udlejerne

Venstre kritiserer dog ministerens udspil for at skubbe til balancen mellem lejere og udlejere.

- Det bliver sværere og mindre attraktivt at være udlejer, siger boligordfører Louise Schack Elholm til Berlingske.

Carsten Hansen fastslår imidlertid, at der også er forbedringer for udlejerne i regeringens udspil.

- Indflytnings- og fraflytningssyn gør, at der bliver klarhed over, hvilken lejlighed man overtager. Det gør det også nemmere for udlejerne, hvis en lejer har misligholdt lejemålet, siger Carsten Hansen.

Der findes forskellige flertal

Carsten Hansen indkalder allerede i dag Folketingets partier til forhandlinger om lejeloven, og han håber på en bred aftale.

Boligministeren understreger dog, at en bred politisk aftale ikke nødvendigvis behøver have deltagelse af Venstre.

- Der findes forskellige flertal, så lad os nu se, hvordan det manifesterer sig, siger Carsten Hansen.

TV AVISEN søger en lejer, som ved fraflytning har prøvet at betale et større beløb for nyistandsættelse af lejemålet, selvom vedkommende måske kun har boet der i kort tid.Er det dig eller kender du én, der passer på beskrivelsen, så skriv en mail til ulko@dr.dk eller ring på 2854 5407.

Facebook
Twitter