Minister skal i samråd om muslingefiskeri

DF og S ser frem til fiskeriminister Eva Kjer Hansens forklaring om forskelsbehandling af store og små muslingefiskere.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen skal i samråd om muslingefiskeri ved Storebælt, som kun store muslingefiskere tilsyneladende har fået adgang til (arkivfoto) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) er kaldt i samråd af DF-fiskeriordfører Ib Poulsen på grund af forskelsbehandling af store og små muslingefiskere.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er forbandet over, at vi skal sidde i den her situation igen med en minister, der har tilgodeset de største endnu engang, siger han.

Samme opfattelse har S-fiskeriordfører Simon Kollerup.

- Det er de store fiskere, som bliver begunstiget, mens de små fiskere bliver holdt udenfor. Det er nedslående, men det er også en regulær skandale, siger han.

Berlingske har afdækket, hvordan fiskere ved Jyllands østkyst gennem ti år har bedt om tilladelse til at fiske ved Storebælt, men de er gentagne gange blevet afvist.

Samtidig har myndighederne givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til nøjagtigt samme område. Ifølge avisen kunne fiskerne bare ringe til embedsmænd og få adgang til fangsterne

Ifølge Ib Poulsen er ordførerne først orienteret om sagen i sidste uge, efter at ministeriet var blevet kontaktet af Berlingske.

Til Berlingske erkender Eva Kjer Hansen, at det er helt uacceptabelt, og at hun længe har gjort alt for at rette op efter en række af fiskerisager med klare regler og afrapporteringer.

/ritzau/

Facebook
Twitter