Minister: Skattesvindel kan vokse sig endnu større

Der er ingen garantier for, at svindlen med udbytteskat ikke kan vokse sig større, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kan ikke afvise, at der er foregået endnu mere svindel med udbytteskat, end det der indtil videre er kommet frem. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det viser sig nu, at der ikke kun er svindlet for 6,2 milliarder, men helt op mod 9,1 milliarder kroner i udbytteskat, og det beløbet kan vokse sig endnu større.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), der modtog en orientering om svindlen for de ekstra 2,9 milliarder kroner i fredags, men af hensyn til ofrene for terrorangrebet i Paris først offentliggør oplysningerne i dag.

- Jeg kan ikke udelukke, at beløbet kan blive større. Når man går de her udbetalingsanmodninger igennem, og dem er der titusindvis af, så kan beløbet godt blive større, men jeg håber, at vi nu har nået toppen, siger han.

Men hvordan kan det være, at I flere måneder, efter at svindlen med de 6,2 milliarder kroner kom frem, endnu ikke har fået overblik over, hvor stort det her kan være?

- Det er, fordi der desværre er tale om titusindvis af udbetalingsanmodninger, hvor nogle er lovlige og nogle er ulovlige, og hvor noget dokumentation er falsk. Det tager desværre tid at gå igennem, siger Karsten Lauritzen.

I oktober kom det frem, at Statsadvokaturen for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kaldet Bagmandspolitiet - beslaglade 1,7 milliarder kroner på udenlandske bankkonti i England.

Skatteministeren tør dog ikke spå om, hvor mange af de skattepenge, der er svindlet for, som i sidste ende kan ende tilbage i statskassen.

- Oprindeligt sagde jeg, at man ikke skulle forvente at se nogen af dem, så derfor var jeg glædeligt overrasket over at se, at nogle blev indefrosset, men hvor mange tør jeg ikke sige noget om, siger Karsten Lauritzen.

Lauritzen: Stadig muligt at svindle

Historier om rod, svindel og sjusk i Skat er de seneste år væltet frem. Skatteministeren lægger da heller ikke skjul på, at det kan være en af årsagerne til den omfattende svindel med udbytteskat.

- Der sad fem personer i Skat og arbejdede med det her område, da svindlen blev opdaget, og det er alt, alt for lidt. Nu sidder der samlet set 50, men jeg tror ikke, det var et spørgsmål om, hvor mange mennesker der sad med det, men mere et spørgsmål om, at de kontrollerede de forkerte ting og ikke havde det ledelsesmæssige overblik, der gjorde, at man kunne opdage så store udsving i udbetalingerne, siger Karsten Lauritzen.

Kan du så garantere, at hullet er lukket nu?

- Jeg kan garantere, at der er sat en prop i udbetalingerne, og at alt bliver gået minutiøst igennem. Man kan stadig svindle og bedrage, men jeg tror, det vil vise sig at blive svært på det her område fremadrettet.

Men udbetalingerne skal jo fortsætte til dem, der har krav på det. Hvordan undgår man så, at det fortsætter med svindel?

- Det gør man ved at have de rette kompetencer og de rigtige ressourcer til at stå for udbetalingsopgaven og føre kontrol. Men man kan ikke udelukke, at der kan svindles og bedrage, men jeg tror, det bliver svært, siger Karsten Lauritzen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er en 45-årig britisk finansmand og velhaver med bopæl i Dubai ved navn Sanjay Shah Bagmandspolitiets centrale mistænkte i sagen.

Facebook
Twitter