Minister stikker kæp i hjulet for studieturen til Indien og USA: Må højst koste 3.000

Dyre studieture skaber a- og b-hold på ungdomsuddannelser, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil studierejser, der koster elever mere end 3.000 kroner, til livs. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Indien, Zanzibar, USA skal måske byttes ud med Samsø, Berlin eller Malmø.

Danske gymnasieelever og elever på andre ungdomsuddannelser kan i dag komme verden rundt, mens de tager deres ungdomsuddannelse. Hvis de har råd.

Men de dyre rejser skal der nu lukkes ned for, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der vil sætte loft over egenbetalingen for elever og forældre til uddannelsernes studieture.

- Vi lægger op til, at egenbetalingen maksimum må være 3.000 kroner for en studietur. Og det skal gælde på alle ungdomsuddannelser. Vi har jo set det stikke af på den måde, at man nogle steder skal betale 10.000 kroner og også mere end det for en studietur, siger hun.

Ifølge den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister kan det have en uheldig konsekvens for især de elever, der ikke har råd til at komme med på studieturene.

- Jeg synes simpelthen ikke, at vi kan være det bekendt, at der er en del af de unge, der kan tage af sted og have det super sjovt med hinanden og opleve alt muligt interessant, og så er der en anden gruppe i klassen, som ikke kan komme afsted. Det duer ikke. Vi er nødt til at finde et niveau, hvor alle kan være med, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Samtidig skal der indføres regler om, at alle studieture skal være obligatorisk undervisning – sådan at eleverne, i modsætning til nu, skal med. Til gengæld skal de så maksimalt betale 3.000 kroner.

Uenighed mellem elever og rektorer

Pernille Rosenkrantz-Theil peger på, at med et fast loft på 3.000 kroner, så ved alle familier og elever, hvad det kræver af egenbetaling, før de begynder deres ungdomsuddannelse.

- Vores vurdering er, at vi er nede i et beløb, hvor det godt kan lade sig gøre. Og så lægger vi op til, at skolen skal forpligtes til at sikre, at de sidste kan komme med ombord, hvis der selv med det beløb viser sig, at der er nogle, der ikke kan være med. Det faste beløb betyder også, at man som familie ved, hvad man har at gøre med, siger hun.

Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bakker formand Martin Mejlgaard op om regeringens tiltag.

Det er ikke størrelsen på elever eller deres forældres pengepung, der skal afgøre, om de kan komme med på studietur, mener DGS. (Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

- Vi har eksempler på ture, der koster 7.500 kroner, som er vildt mange penge. Men vi hører også om ture, der er dyrere endnu, siger han.

- Muligheden for at kunne deltage skal ikke afhænge af, om du eller dine forældre har penge til det. Det skal være noget, som binder klassen sammen, og så skal det ikke være sådan, at det kun er de rige, der har råd til at tage på studietur, siger Martin Mejlgaard.

Hos Danske Gymnasier er formand og rektor på Gefion Gymnasium, Birgitte Vedersø, ikke glad for regeringens linje. Det vil ikke gøre uddannelserne bedre.

- Vi har rigtig gode erfaringer med at give eleverne store oplevelser med andre kulturer og sprog, siger hun og peger på, at loftet på 3.000 kroner nok vil sætte sine begrænsninger på gymnasieelevernes studieture fremover.

Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø, er imod regeringens forslag. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

- Det bliver rigtig svært at realisere. Og der bliver trængsel i Rostock og i Malmø, siger Birgitte Vedersø.

Skeptiske partier vil se konkret forslag på bordet

Hos regeringens ene støtteparti Radikale Venstre har man endnu ikke gjort sin holdning til spørgsmålet om egenbetaling for studieture op.

Men hos oppositionspartiet Venstre er man ikke meget for at afskære gymnasierne fra selv at tilrettelægge deres uddannelser, som de vil.

- Generelt tror vi på, at man er bedst i stand til at tage de rigtige beslutninger på de enkelte skoler. Der kender man eleverne og ved, hvad de har af muligheder, siger Christoffer Aagaard Melson, medlem af Folketingets Undervisningsudvalg for Venstre.

Han mener samtidig, at Pernille Rosenkrantz-Theils forslag risikerer at ramme alt for bredt på landets ungdomsuddannelser.

- Jeg tror, at vi skal passe på med at ensrette det for meget. Umiddelbart synes jeg ikke, det lyder så fornuftigt. Men derudover vil jeg opfordre skolerne til at finde nogle løsninger, så så mange elever som muligt kan komme med, siger han.