Minister: Trafikselskaber har ansvar for at forenkle Rejsekortets priser

Både passagerer og politikere efterlyser et mere transparent prissystem for Rejsekortet. Den opgave skal ikke løses politisk, påpeger transportministeren.

Det er op til trafikselskaberne at forenkle Rejsekortets prissystem, siger transportminister Magnus Heunicke. (Foto: Arkivfoto © DR Nyheder)

Der er brug for en oprydning i Rejsekortets priser.

Men det er trafikselskaberne, der bestemmer, hvad det skal koste at køre i tog og bus. Og det er ganske fornuftigt, mener transportminister Magnus Heunicke (S).

Mandag sendte Trafikstyrelsen en rapport til Folketingets Transportudvalg, hvor der fremsættes et bud på en bedre løsning end den forvirrende prisstruktur, som er fulgt med det udskældte kort.

Som det er i dag, er der forskellige prisstrukturer på blandt andet Sydsjælland, Midtsjælland og i hovedstaden. Og DR har tidligere afdækket, at det ofte er dyrere at bruge Rejsekortet end traditionelle billetter.

- Der har både fra passagererne og fra politisk side været fremsat ønsker om et mere enkelt og forståeligt takstsystem. Med den nye rapport har Trafikstyrelsen givet et bud på, hvordan man kan forenkle taksterne på Sjælland, skriver Magnus Heunicke i en kommentar til DR Nyheder.

Bolden er hos trafikselskaber

Han påpeger dog samtidig, at lovgivningen er skruet sådan sammen, at det er trafikselskaberne - ikke politikerne, som bestemmer taksterne.

- Og det en nok meget fornuftigt, at det er trafikselskaberne og ikke Transportministeriet eller Christiansborg, der bestemmer, hvad det skal koste at køre mellem Stege og Vordingborg, skriver ministeren.

Magnus Heunicke har videresendt den nye rapport til Movia, DSB og Metroselskabet, som bestemmer taksterne på Sjælland.

- Bolden ligger nu hos dem.

Ungdomskort består

I dag er der hele 26 forskellige områder med takster i Danmark. Dertil kommer en række individuelle rabatter, hvilket gør det stort set umuligt at beregne prisen for en rejse uden at have adgang til internettet.

Følger man anbefalingerne i Trafikstyrelsens rapport, vil langt flere passagerer skulle betale samme pris.

Samtidig foreslår styrelsen at fjerne de rabatter, som blandt andet unge og studerende får i dag. Transportministeren kan dog med egne ord garantere, at ungdomskortet bevares.

- Det har regeringen sammen med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti sikret finansiering til, skriver han til DR Nyheder.

Facebook
Twitter