Minister vil have endnu flere sårbare ældre coronavaccineret: Stor skævhed mellem kommunerne

Kommunernes Landsforening mener, at man gør, hvad man kan for at få så mange sårbare ældre revaccineret som muligt.

I Faaborg-Midtfyn Kommune var 66,4 procent af de ældre over 65 år, der modtager hjemmehjælp, 19. december blevet revaccineret mod coronavirus.

I Viborg Kommune var tallet 91,6. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som Social- og Ældreministeriet har fået udarbejdet.

Den skævhed skal der gøres op med, lyder det fra social- og ældreminister Astrid Krag (S).

- Vi ved, at den her målgruppe er i forhøjet risiko for at få et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med covid-19, og vi kan også se, at de er overrepræsenteret i indlæggelsestallene, så det haster med at få dem revaccineret. Hvert et stik og hver en dag tæller, siger ministeren.

I alt er 80,4 procent af sårbare ældre over 65 år, som modtager både personlig og praktisk hjælp, blevet revaccineret. Men i de ti kommuner, hvor færrest i målgruppen er revaccineret, er det hver fjerde, der mangler at få tredje stik.

Og det er ikke godt nok, mener Astrid Krag.

- Der er ingen grund til, at den her gruppe ikke skal blive revaccineret.

Er på rette vej

Hos Kommunernes Landsforening, KL, mener direktør Christian Harsløf, at diskussionen bør vendes om. Hvis ikke det var for kommunernes indsats, ville der ikke være så mange ældre, der allerede har fået tredje stik.

Ifølge ham gør man ude i kommunerne alt, hvad man kan, for at få de sårbare ældre vaccineret.

- Vi har en utrolig håndholdt indsats. Alle borgere over 65 år, der ikke af sig selv har booket vaccination, bliver ringet op af hjemkommunen og bliver spurgt, om der har været problemer med at booke tid eller med transport, siger Christian Harsløf.

Han peger også på, at andelen af revaccinerede ældre stiger dag for dag. Især efter det blev muligt at få vaccinen hos egen læge, på apoteket og senest i hjemmet.

- Vi skal blive ved med indsatsen, for vi kan se, at den virker. Jeg følger tallene meget tæt, og de stiger dag for dag. Ser vi bare halvanden uge tilbage, var det en tredjedel i målgruppen, der ikke var vaccineret. Nu er det 20 procent, fortæller Christian Harsløf.

Ikke optimal situation

I Ældre Sagen mener man heller ikke, at situationen er optimal. Tiltagene med vaccination hos lægen, apoteket og i hjemmet og en hjælpelinje har dog betydning for de sårbare ældre, forklarer Anna Wiltroth, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen.

Der kan ifølge hende være mange grunde til, at en del af målgruppen endnu ikke har fået tredje stik. Mange er dårligt gående og måske ikke helt skarpe på at bestille en tid på nettet, ligesom presset på vaccinationsindsatsen generelt også er meget høj, hvilket skaber ventid.

- Det er ikke de mennesker, der råber højest, og det er ikke sikkert, at de har pårørende. Der er brug for en mere opsøgende indsats, siger Anna Wiltroth.

Hun er ikke i tvivl om, at kommunerne har gjort meget, men det har taget noget tid at komme ud af starthullerne.

- Det er længe siden, at de fik det andet stik, så vi havde gerne set, at man tidligere var gået i gang med at få stikket tidligere, siger Anna Wilroth.

Det er dog ifølge Astrid Krag ikke kun kommunerne, der har et ansvar for at få den sårbare målgruppe revaccineret.

- Vi skal hver især måske lige overveje, om man skal ringe til sin gamle tante eller morfar og høre, om der er styr på revaccination, eller om de har brug for hjælp, siger Astrid Krag.

Og så må man i sidste ende også acceptere, at man nok aldrig når 100 procent, siger Christian Harsløf fra KL.

- Der kan være enkelte borgere, der ikke har lyst til at lade sig vaccinere, og det skal man også have respekt for.

FacebookTwitter