Minister vil lappe mobilhuller med signalforstærkere

Flere mobilkunder i områder med dårlig dækning skal kunne bruge en signalforstærker, mener erhvervs- og vækstminister.

Mobildækningen i yderområderne skal forbedres, og det skal blandt andet ske ved, at forbrugerne installerer signalforstærkere, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. (Foto: Frederik Dupont © DR Fyn)

Hallo?! - Er du der?

De fleste kender formentlig den skrattende lyd og udfaldene, der følger med, når mobiltelefonen ikke kan fange signalet fra mobilmasten.

Det skal der nu gøres mere ved, mener erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der nu vil gå i dialog med teleselskaberne og Erhvervsstyrelsen for at hjælpe med at forbedre dækningen for de mange kunder, der enten bor langt fra telefonmasten eller af andre grunde har en dårlig dækning på mobiltelefonen.

Ministeren ønsker, at teleselskaberne i højere grad skal tilbyde private kunder signalforstærkerne, der allerede er meget udbredte i Sverige. Det er en lille boks, man kan installere i huset eller på arbejdspladsen, som forstærker signalet til telefonen.

- Signalforstærkerne kan være et udmærket supplement til det øvrige arbejde, der bliver gjort for at højne mobildækningen i alle dele af landet, skriver ministeren i en skriftlig kommentar til DR Nyheder om baggrunden for hans opfordring.

Skal i samråd om sagen

Initiativet fra ministeren kommer samtidig med, at Dansk Folkeparti onsdag har indkaldt Henrik Sass Larsen i samråd om netop mobilhuller, og hvordan regeringen vil sikre flere danskere adgang til ren og klar lyd i røret.

Ideen med signalforstærkere bliver vel modtaget ude i en af de kommuner, hvor der er problemer med mobildækningen. I Oddsherred Kommune i Nordvestsjælland har borgmester og partifælle Thomas Adelskov (S) længe opfordret til, at der blev gjort noget ved problemet med dårlig dækning.

- Det er vi rigtigt glade for. Det betyder meget for borgerne at få ordentlig mobildækning, det betyder meget for erhvervslivet, og det betyder altså også meget for os som kommune.

Han kommer samtidig med et konkret eksempel på, hvor det i dag er et problem for kommunens velfærdsydelser, at mobilen til tider ikke kan få forbindelse.

- Vi har jo medarbejdere, der kører ud til de ældre i sommerhusområderne, der ikke engang kan få signal, og må køre andre steder hen, hvis de skal benytte moderne hjælpemidler, så det betyder meget for alle.

Teleindustrien er tøvendeI teleindustrien bliver Sass-Larsens opfordring dog modtaget med en hvis tøven. For en signalforstærker er langt fra altid den bedste løsning, mener branchen.

De billige modeller kan nemlig skabe forstyrrelser for andre mobilkunder. Og skal forbrugerne have en lovlig og autoriseret model, så kan den snildt koste op mod 10.000 kroner.

Men branchen er klar til at gå i dialog med ministeren, siger direktør i Telekommunikationsindustrien, Jakob Willer.

- Vi har samme interesse som ministeren, nemlig at sikre god dækning til forbrugerne. Vi er lidt tøvende overfor, om de her mobilforstærkere er det rigtige redskab til at sikre god dækning i alle tilfælde.

Mobilnettet skal stadig udbygges

Han fremhæver, at hvis opfordringen skal udmøntes i et konkret stykke politik, så skal det være teleindustrien, der får serveretten til at hjælpe kunderne.

- Brugen af sådan nogle forstærkere kan også skabe forstyrrelser. Det er derfor vigtigt, at brugen af dem sker efter aftale med os.

Samtidig nedtoner Jakob Willer også forventningerne til, at signalforstærkere med et snuptag kan løse alle udfordringerne med mobilhuller. For forstærkerne kan ikke erstatte en fortsat udbygning af mobiltelefonnettet, mener han.

- Det her er ikke en trylleformular for at sikre bedre indendørs dækning.

FacebookTwitter