Minister vil stoppe penicillin til svin

Forbruget af penicillin i danske svinebesætninger er steget dramatisk, så nu vil fødevareministeren slå hårdt ned på landmænd, som fodrer med medicin.

Penicilinforbruget i danske svinebesætninger er steget med 24 procent på seks år.

"Danske svin er sunde - de strutter af penicillin" - kunstneren Michael Wittes plakat fra 1970´erne er pludselig blevet højaktuel igen. Forbruget af antibiotika i danske svinebesætninger er nemlig steget med 24 procent over de seneste seks år.

Det får nu fødevareminister Eva Kjær Hansen til at slå hårdt ned på de svineproducenter, der groft sagt serverer antibiotika som dyrefoder.

Stop overforbrug

- Vi skal have stoppet det store forbrug af penicillin, der er i visse besætninger, siger fødevareministeren, som vil sætte ind med både oplysning og overvågning af både landmænd og dyrlæger.

- Vi bliver nødt til at overvåge, hvad der sker på de enkelte bedrifter og gribe fat i både den landmand, der har for højt forbrug og hans dyrlæge, og kræve at få forbruget ned, siger Eva Kjer Hansen.

Handlingsplan

Penicillin er medicin, hverken foder eller almindelig tilsætning til foder, mener fødevareministeren. Derfor skal der udarbejdes handlingsplaner for de landmænd, som bruger de store mængder penicilin for som udgangspunkt må man formode, de har sygdomsmæssige problemer i besætningen.

- Hvis ikke handlingsplanen giver resultater kommer der yderligere påbud, og de vil være rettet mod både landmanden og dyrlægen, forklarer fødevareministeren.

Undersøgelser

Yderligere tiltag, som kan komme på tale, vil være krav om helbredsundersøgelse af grisene og gennemgang af produktionsforhold, gennemgang af foderrutiner og systemer samt et kig på dyrlægens forhold til medicinordinering.

Fødevareministeren peger på, der er en række tiltag, der kan tages, men understreger, at det afgørende er, at man får mindsket antibiotikaforbruget i de enkelte tilfælde.

- Det vil være en kæmpe fordel for Danmark og eksporten af landbrugsprodukter, hvis vi ligger lavt med hensyn til antibiotikaforbrug i kødproduktionen, siger hun og understreger, at det er gået den forkerte vej de senere år.

Samråd i dag

I eftermiddag er der samråd i Fødevareudvalget, hvor ministeren vil præsentere Folketinget for sine planer.

Facebook
Twitter