Det vil ifølge EU-retten være ulovligt at gøre størrelsen på børnechecken til andre EU-borgere afhængig af indkomstniveauet i deres hjemland.
Det viser et notat udarbejdet af juristerne hos Skatteministeriet, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Notatet slår fast, at det ifølge den gældende EU-forordning vil være ulovligt at indføre en regel om, at personer, der bor her i landet med familien, får en højere børnecheck end EU-borgere, hvor kun en del af familien bor i Danmark.
- En indeksering af børnechecken efter købekraften i barnets opholdsland vil således være i strid med ligebehandlingsprincippet, skriver juristerne i notatet.
Venstre: Vi er optaget af at finde en løsning
Notatet er blevet udarbejdet af Skatteministeriet som svar til Lars Løkke Rasmussens forslag om en indeksering af børnechecken.
Et forslag som Venstres formand fremlagde som et alternativ til regeringens lovforslag om at rette sig ind efter EU-reglerne på området om børnechecken.
Nu er forslaget altså blevet skudt ned af juristerne fra Skatteministeriet, og det ser Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, som et udtryk for, at regeringen ikke er optaget af at finde en anden løsning end at indordne sig efter EU-reglerne.
- Hvis nu regeringen fra starten havde været villig til at gå ind i sagen, så kunne verden have set anderledes ud. Venstre er optaget af at finde en løsning, der sikrer en rimelighed, og der mangler jeg svar fra regeringen om, om det også er det, de er optaget af, siger han.
Forhandlingerne begynder i morgen
Skatteministeriet har indkaldt samtlige partier til forhandlinger om børnechecken tirsdag.
Enhedslisten har allerede meldt ud, at partiet er klar til at sikre regeringen flertal for lovforslaget om børnechecken, hvis partiet til gengæld får tre konkrete tiltag mod social dumping.
Torsten Schack Pedersen ved ikke, hvad han skal forvente af forhandlingerne i morgen.
- Vi går til de forhandlinger i morgen, og så må vi se, om regeringen er villig til at finde en løsning. Det er jo i sidste ende regeringen, der afgør, om den er optaget af at sikre en rimelighed, eller den hellere vil pakke noget sammen med enhedslisten.
To af Venstres forslag er skudt ned
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen sendte den 2. marts 2014 et brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med en opfordring til at finde en løsning på problemet om børnechecken.
Konkret foreslog Lars Løkke Rasmussen, at man ændrer børnechecken til et fradrag eller gør størrelsen af børnechecken til andre EU-borgere afhængig af indkomstniveauet i deres hjemland.
Et notat fra Skatteministeriet viste dog, at hvis børnechecken skal udbetales via et skattefradrag, vil 10.000 danskere miste ydelsen, og Venstre droppede derefter forslaget.
Nu viser det sig så, at Venstres andet forslag ifølge Skatteministeriet er direkte ulovligt.