Statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterer klokken 11 Dronningen for de nye ministre, erfarer DR Nyheder. Lars Barfoed bliver transportminister, mens Carina Christensen overtager Kulturministeriet.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterer klokken 11 Dronningen for de nye ministre. Rokaden kommer, efter at Bendt Bendtsen har valgt at forlade regeringen.
Den nyvalgte politiske leder for De Konservative, Lene Espersen, bliver økonomi- og erhvervsminister, mens Brian Mikkelsen overtager posten som justitsminister.
Rokaden giver et comeback i regeringen til Lars Barfoed. Han rykker ind i transportministeriet, mens Carina Christensen flyttes over i Kulturministeriet.
Har tidligere været kulturordfører
Carina Christensen blev minister i 2006, da Lars Barfoed var tvunget til at træde tilbage som familie- og forbrugerminister efter flere fødevareskandaler.
Efter valget sidste år blev hun transportminister, og nu er hun altså på vej over i Kulturministeriet. Carina Christensen har tidligere været kulturordfører for De Konservative, så hun kender til området i forvejen.
Barfoed glæder sig
Lars Barfoed er i dag gruppeformand og finansordfører for De Konservative. Hans første store opgave som transportminister bliver at præsentere regeringens trafikinvesteringsplan i løbet af efteråret. Han glæder sig til opgaven.
- Jeg synes, det er rigtigt spændende. Det er et område som jeg er meget optaget af, siger Lars Barfoed.
Bendt Bendtsen er i afskedsaudiens på Amalienborg klokken 10.30. Derefter vil statsministeren præsentere de nye ministre.