To ministre afviste at kende til oplysninger om Syrien-børn: Nu har de 'hånden på kogepladen'

Både udenrigs- og forsvarsministeren afviste at kende til, at Islamisk Stats ville kidnappe børn fra lejre.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S), efter at de havde været i samråd om bortførelse af børn i Al Hol- og Al Roj-lejrene i Syrien. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Vidste regeringens ministre, at Islamisk Stat angiveligt planlagde at bortføre danske og andre børn fra lejrene i Syrien med henblik på at optræne dem til at udøve terror mod deres hjemlande?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet for dagens samråd i Udenrigsudvalget, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) i dag blev grillet.

Og efter halvanden time, hvor spørgsmålene haglede ned over de to ministre, kunne Enhedslistens Søren Søndergaard, der havde indkaldt til samrådet, konkludere:

- Der har vi jo fået et fuldstændigt klart svar, også efter gentagne spørgsmål, at det vidste de IKKE, sagde han.

- Dermed har ministrene også lagt hånden på kogepladen, fordi hvis det viser sig, som med tidligere ministre, der har været i samråd, at de talepapirer, de læste op af, var forkerte for ikke at bruge et stærkere ord, så har de to ministre et meget stort problem, sagde Søren Søndergaard.

Men hvad var det egentligt, ministrene svarede?

Før det spørgsmål kan besvares detaljeret, er det nødvendigt at se på baggrunden for samrådet.

Nægtede kendskab

I midten af marts afslørede Ekstra Bladet, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i september 2020 advarede regeringen om, at Islamisk Stat udsmugler børn fra lejrene med henblik på at dyrke kommende terrorister.

Fire ministerier modtog orienteringen: Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet. Det kom samtidigt frem, at mindst 30 børn allerede var smuglet ud, og mange flere var i kikkerten.

Da udenrigsministeren i dag blev spurgt, om han kendte til de oplysninger, svarede han:

- Her kan jeg oplyse, at jeg hverken har set, modtaget eller på anden måde været bekendt med, at Islamisk Stat som påstået i artiklen havde udset sig 350 udenlandske børn i lejrene til udsmugling, optræning i terror, eller at IS skulle have udsmuglet 30 børn i lejrene med henblik på at træne dem til terror i deres hjemland, sagde udenrigsministeren.

- Jeg kan også sige klart, at jeg ikke har modtaget oplysninger om, at Islamisk Stat har udsmuglet eller forsøgt at udsmugle børn fra lejrene, sagde han yderligere.

Derefter svarede Trine Bramsen:

- Jeg vil ligesom udenrigsministeren slå fast, at jeg har hverken set, modtaget eller været bekendt med de oplysninger om børn i lejrene om Syrien, før de kunne læses i Ekstra-Bladet 13. marts 2021, svarede hun.

Enhedslistens ordfører Rosa Lund takkede for de klare svar.

- Jeg sidder også lidt og undrer mig over, at de først kommer nu, sagde hun og tilføjede:

Lad det nu ligge - nu har vi fået svar. I har ikke kendt til dem.

Stikpille fra Støjberg

Det fik senere Inger Støjberg til at komme med en stikpille til det kritiske støtteparti, Enhedslisten.

- Jeg tror ikke, at jeg var sluppet afsted med så løse forklaringer til Dansk Folkeparti, dengang jeg var minister, hvis jeg havde haft en sag som den her, sagde Inger Støjberg.

- Det må være skønt at have et støtteparti som Enhedslisten, sagde hun.

De Radikales Kristian Hegaard spurgte ind til, om ikke ministrene mente, at det var relevante oplysninger, som de burde have fået at sine embedsfolk.

Trine Bramsen svarede blandt andet, at hvis ministre skulle forelægges alle informationer, ville der ikke være nok timer i døgnet.

- Men det er klart - og det har jeg sagt tidligere - at, hvis der er en afgørende ændring i forhold til risikovurderinger eller trusselsbilledet i forhold til Danmark, så har man som minister - det har jeg i hvert fald - en berettiget forventning om, at oplysninger forelægges, sagde forsvarsministeren.

Nye spørgsmål

På samrådet ville flere politikere også gerne vide, om ministrene på forhånd kendte til fænomenet med bortførelser og udsmuglinger af børn fra lejrene.

Her svarede Jeppe Kofod blandt andet, at det var "alment kendt", at folk blev smuglet ud af lejrene. Da han efter samrådet af pressen blev spurgt, om han kendte til "det generelle fænomen med udsmugling af børn", gentog han sit svar med, at han ikke kendte til de 350 udenlandske børn, som Islamisk Stat skulle have udset sig.

Derefter valgte han ikke at svare på flere spørgsmål.

Efter samrådet kaldte Rosa Lund fra Enhedslisten, det for "tilfredsstillende svar", som hun havde fået fra ministrene.

- Problemet er, at det rejser en masse nye spørgsmål, sagde hun.

Hun undrer sig over, at ingen embedsmænd angiveligt havde sendt oplysningerne om, at danske børn var i fare for at blive fanget og optrænet af terrorister, videre. Især når oplysningerne var sendt til fire ministeriet og to ambassader.

- Så synes jeg ærlig talt, at det er mærkeligt, at der ikke er nogen, der tænker: "Måske er det også relevant for Folketinget, måske er det også relevant for ministrene".

Tror du på, at Trine Bramsen og Jeppe Kofod ikke har fået de oplysninger?

- Når de sidder på det her samråd og siger, at de ikke har fået det - og jeg ikke har nogle andre håndfaste beviser - så må jeg jo tror på det, siger Rosa Lund.

Er din tillid til Jeppe Kofod vokset efter dagens samråd?

- Vi har tillid til Jeppe Kofod for nuværende, men som jeg sagde, inden jeg gik ind, og det har ikke ændret sig, så har vi et rimeligt anstrengt forhold til Jeppe Kofod, fordi vi er meget utilfredse med håndteringen af den her sag, sagde hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk