Ikke bare et par stykker, men en hel håndfuld Venstre-ministre har fået træning i medieprofilering på skatteborgernes regning.
Det viser en række svar fra flere ministerier nu, efter at Ritzau i sidste måned kunne afsløre, at blandt andre miljøminister Karen Ellemann sidste år, da hun var indenrigs- og socialminister, spenderede 40.000 skattekroner eksklusive moms på at få en enkelt dags - eller helt præcist seks en halv times - medietræning af den tidligere tv-vært Trine Gregorius.
Flere betaler dyrt for medietræning
De nye oplysninger omhandler nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen, folketingsmedlem Eva Kjer Hansen og nuværende transportminister Hans Christian Schmidt.
Oplysningerne stammer fra nye svar til det socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht.
I 2005 fik Eva Kjer Hansen således som socialminister medietræning fra Lyngs Kommunikation A/S til en værdi af 33.500 kroner eksklusive moms, og i 2002 fik Hans Christian Schmidt som miljøminister en dags medietræning fra JØP, Ove & Myrthu for 25.000 kroner.
I den "billige" ende ligger Venstres skarpe strateg Claus Hjort Frederiksen, der som beskæftigelsesminister i 2005 brugte beskedne knap 12.000 kroner på en dags medietræning.
For et par uger siden kom det ligeledes frem, at Mariann Fischer Boel som fødevareminister lagde en regning i ministeriet på mere end 120.000 kroner for medietræning.
Ingen prispolitik
Prisen for medietræning til de forskellige Venstre-ministre viser dermed, at regeringen tilsyneladende ikke har nogen fast prispolitik i forhold til, hvor meget de forskellige ministerier rimeligvis må betale kommunikationsfirmaer for at levere medietræning til ministrene.
Ekspert i offentlig forvaltning, afdelingsleder Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at der er brug for klarere regler.
- Medietræning ligger i en gråzone, fordi udgifterne både kan styrke politikernes opgaver som repræsentanter for en myndighed og partiopgaverne, mener Oluf Jørgensen.
Ud over de nævnte politikere viste Ritzaus afsløringer i sidste måned også, at den konservative Jakob Axel Nielsen i sin tid som forebyggelses- og sundhedsminister brugte 31.000 eksklusive moms på en enkelt dags medietræning. Afsløringerne viste også, at Venstres regionrådsformand i Region Sydjylland Carl Holst har brugt 148.672 skattekroner eksklusive moms på et medietræningskursus, mens to borgmestre i Københavns Kommune, SF´s Ninna Thomsen og Mogens Lønborg fra de konservative, har brugt henholdsvis 29.000 og 29.500 skattekroner eksklusive moms på endagskurser i håndtering af medierne.