Ministre siger nej til høringssvar og vil lukke minksag hurtigt: 'En ekstrem koordineret plan'

Folketinget kan allerede i dag tage første skridt i kritikken af Mette Frederiksen i minksag.

På et pressemøde fredag afviste Mette Frederiksen, at der var behov for at lave en advokatvurdering af hendes rolle i minksagen. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

Folketinget kan allerede i dag tage det første skridt til at formulere den kritik, der vil ramme statsminister Mette Frederiksen (S) i minksagen.

Da Minkkommissionen fremlagde sin rapport torsdag i sidste uge lød det ellers, at de kritiserede ministre nu ville få 30 dage til at afgive et høringssvar, før det kunne komme på tale at udtale kritik.

Granskningsudvalget, som står for at behandle sagen, gav også ministrene mulighed for at få en bisidder i det videre forløb.

Men det har de kritiserede ministre, heriblandt statsminister Mette Frederiksen, ikke ønsket. Derfor kan Granskningsudvalget allerede på et møde klokken 9 i dag tage hul på debatten om, hvor hård kritikken af Mette Frederiksen skal være.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, der også er formand for Granskningsudvalget, kritiserer i skarpe vendinger, at de kritiserede ministre ikke vil give udvalget et svar på kritikken.

- Det her viser, hvordan Mette Frederiksen og de implicerede ministre har lavet en ekstrem koordineret plan for, hvordan de kunne undgå en grundig behandling i Folketinget. De ønsker tydeligvis ikke at svare på den hårde og alvorlige kritik af statsministeren og regeringen i dommerundersøgelsen. De er kun optaget af at forsøge lukke hurtigt ned, skriver hun til DR.

Næse til statsministeren på vej

DR Nyheder har talt med en række kilder omkring forløbet, og det ligger klart, at et flertal vil udtale kritik af Mette Frederiksen. En kritik fra et udvalg i Folketinget er det, der populært sagt også kaldes en næse. Formuleringerne i kritikken er afgørende for, hvor stor næsen bliver.

Flertallet kommer til at bestå af både regeringen og dens støttepartier. Socialdemokratiet vil altså tilslutte sig kritikken.

De borgerlige partier arbejder på en mindretalsudtalelse, hvor kritikken vil være skarpere.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, ønsker ikke at udtale sig før mødet.

Det vil gruppeformand for Enhedslisten Peder Hvelplund til gengæld gerne.

- Der er ingen tvivl om, at vi fra Enhedslistens side har behov for at udtrykke en meget klar kritik af statsministerens håndtering og det hastværk, der var. Det er dybt utilfredsstillende, og derfor er der behov for at udtrykke en meget klar kritik af statsministerens håndtering.

Da Granskningsudvalget fremlagde rapporten i sidste uge, lød det, at ministrene nu havde en frist på 30 dage til at komme med et høringssvar, før man kunne udtale en kritik. Er det så ikke mærkeligt, at I allerede nu fem dage efter kan komme med kritikken?

Peder Hvelplund er Enhedslistens repræsentant i Granskningsudvalget. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Nej, det er helt op til ministrene, hvordan de ønsker at håndtere deres mulighed for at afgive høringssvar. Jeg er optaget af, at de berørte ministre i retssikkerhedens navn får mulighed for at komme med høringssvar. Når de har tilkendegivet, at de ikke har et behov for det, så er det en interesse for alle, at vi får muligheden for at udtale den meget klare og tydelige kritik af statsministerens håndtering.

Venstre siger, det her viser, at regeringen kun er optaget af lukke sagen hurtigt ned. Har de ikke ret i det?

- Altså, vi taler om et parti, som ikke er villig til at tage et reelt opgør med offentlighedsloven. Som ikke var villig til at tage den parlamentariske konsekvens i forhold til, at Inger Støjberg helt bevidst og åbenlyst vildledte og løj over for Folketinget. Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor de skulle kunne sætte sig op på moralens høje hest i den her sag.

Men virker det ikke utrolig belejligt, at man afskriver sig muligheden for at afgive høringssvar og så få lukket sagen ned midt i en sommerferie?

- Det her er ikke et spørgsmål om at få sagen lukket ned. Det handler om, at vi får mulighed for at udtale den meget hårde kritik, der er behov for.

Har skrevet 26 sider til Minkkommissionen

Mette Abildgaard, der er politiske ordfører for De Konservative, kalder det "mærkværdigt", at ministrene ikke har ønsket at afgive et høringssvar til Folketinget.

- De bliver udsat for en massiv kritik. Forvaltningen af det her. Respekten over for minkavlerne. At det ikke er grund nok til, at man ønsker at afgive et høringssvar, synes jeg er helt mærkeligt, siger Mette Abildgaard.

Før Minkkommissionen offentliggjorde sin rapport, fik de kritiserede ministre det afsnit, der handlede om dem selv, sendt i høring.

Statsminister Mette Frederiksens bisidder, advokat Lars Kjeldsen, skrev eksempelvis et svar på 26 sider. Det svar tog kommissionen hensyn til, før det endelige rapport blev skrevet.

- Der vil komme en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen, hvis der kommer et blåt flertal efter et valg, siger Mette Abildgaard. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

De har afgivet høringssvar til kommissionen, så de har jo forholdt sig til kritikken. Hvorfor er det ikke nok for jer?

- Det her er den endelige rapport, som er kommet fra Minkkommissionen, hvor de får indsigt i det fulde materiale og i alt, hvad der er sagt og skrevet. At man ikke ønsker at afgive et høringssvar til det, når man får mulighed for det af Folketinget, synes jeg ærlig talt er mærkeligt. Det er det sidste punktum, der skal sættes i denne her sag, og det er helt tydeligt, at der er nogle partier, der har haft meget travlt med, at det punktum skulle sætte i løbet af sommerferien.

Er I ikke bare blevet snydt? I fik lagt ind, at der skulle være en høringsfrist på 30 dage, og så troede I, at der ville gå noget tid, før man kunne drage en konklusion. Så siger de nej til at afgive høringssvar og er klar til at lukke sagen?

- Det er klart, at vi borgerlige partier havde da en forventning om, at man ville læse denne her rapport grundigt, før man konkluderede på, hvad der skulle ske. Men allerede inden blækket på papiret var tørt, så havde støttepartierne konkluderet, at det ikke skulle have nogle konsekvenser for statsministeren. Man skulle ikke undersøge, om hun havde handlet groft uagtsomt. Så ja, det undrer os da, at man har haft så travlt med at få det her lukket ned. Det synes vi egentlig ikke er ordentligt over for danskerne, siger Mette Abildgaard.