Ministre ville ikke hjælpe sig selv

10 ud af 19 ministre har flekslån eller lån med variabel rente. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser, at regeringens hjælpepakker skulle hjælpe dem.

Selv om mange ministre har flekslån, har det ikke haft indflydelse på de pakker fra regeringen, der har fået renten på flekslån til at falde. Det slog statsminister Anders Fogh Rasmussen i dag fast, inden han tog til Bruxelles for at drøfte finanskrisen med de øvrige statsledere i EU.

- Det kan jeg afvise fuldstændigt. De pakker, der handler om obligationsmarkedet, er først og fremmest forhandlet på plads mellem dem, der agerer på markedet - altså de finansielle institutioner, Nationalbanken og så videre. Det er ikke noget, regeringen har været blandet særligt meget ind i, sagde statsministeren, selv flekslåner.

Af de 19 ministre i regeringen har de 10 optaget flekslån eller andre lån, hvor renten kan gå op og ned. Flere aviser bringer i dag oversigter over flekslånerne.

Lene Espersen sparer 3000 kr. pr. måned

En anden flekslåner er den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Hun lånte i 2004 godt 4,5 millioner kroner til huset i Dragør. Hun står ifølge Jyllands-Posten efter alt at dømme til at spare over 3.000 kroner om måneden på huslejen efter skat.

Men statsministeren afviste i dag, at hjælpepakkerne skulle redde hende eller andre ministre:

- Dem med flekslån kommer faktisk til at betale en højere rente. Det har de vidst hele tiden. I en periode har renten været lav. De vidste, at hvis den steg, så er der ikke noget at gøre ved det. Og derfor kommer de også til at mærke det til næste år.

Facebook
Twitter