Minkkommission havde ingen indflydelse på at udsætte nyt om mink-sms'er til efter valget

Regeringen bliver anklaget for at prøve at skjule sandheden om slettede sms-beskeder.

Her ses tre af de fire topfolk fra Statsministeriet, der har slettet deres sms-beskeder. Det er Barbara Bertelsen, Martin Justesen og Mette Frederiksen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, at det først var dagen efter kommunalvalget, det kom frem, at det ikke var lykkedes politiet at genskabe slettede SMS-beskeder fra statsminister Mette Frederiksen (S) og tre af hendes nærmeste medarbejdere.

Det oplyser kommissionen til DR Nyheder.

Politiet afsluttede allerede den 12. november forsøget med at genskabe de slettede sms-beskeder. Men det var først onsdag den 17. november, det kom frem, at det ikke var lykkedes at genskabe nogle af beskederne fra statsministeren eller topfolk i Statsministeriet.

Altså dagen efter, at der blev afholdt valg til kommuner og regioner.

Minkkomissionen kom så i dag med flere detaljer om forløbet.

Da politiet den 12. november var færdig med sin undersøgelse, blev resultatet for hver af de berørte personer lagt i en forseglet kuvert og puttet i et pengeskab i Justitsministeriet. Kun politiet vidste på det tidspunkt, hvad kuverterne gemte.

Minkommissionen holdt mandag den 15. november klokken 9 om morgenen møde med Justitsministeriet og bisidderne til de fire topfolk fra Statsministeriet.

- Det blev aftalt, at de forseglede kuverter i første omgang skulle åbnes af de pågældende og/eller deres bisiddere. Minkkommissionen havde ingen indflydelse på, hvornår kuverterne åbnedes, oplyser kommissionen.

Et godt valg frem for åbenhed

Der gik altså to dage, fra bisidderne fik adgang til kuverterne med resultaterne af politiets undersøgelser, til at offentligheden fik kendskab, om hvorvidt de yderst eftertragtede sms'er kunne genskabes.

Enhedslistens retsordfører Rosa Lund kritiserer forløbet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Og det er kritisabelt, hvis oplysningerne ikke er kommet frem med det samme, mener Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund:

- Det ligner jo, at regeringen har holdt det her spørgsmål om sms'erne hemmeligt, indtil kommunalvalget var overstået. Jeg ved ikke, om det er det, som er sket, men det er svært ikke at få den mistanke, siger hun til DR Nyheder.

Derudover mener hun, det er et problem, at regeringen ikke fremlægger informationen om sms'erne til offentligheden, så snart de kan, da det giver anledning til at tro, at de har handlet efter en anden agenda.

- Jeg tænker, at regeringen på en eller anden måde selv åbner op for, at man kan gøre sig den tanke, at de gik mere op i at få et godt kommunalvalg end at få de her oplysninger frem i offentligheden. Det kan vi selvfølgelig kun spekulere i, fordi regeringen har gjort det på den måde, de har gjort, siger hun.

Også i oppositionen er der kritik mod regeringen.

I Liberal Alliance mener gruppeformand Ole Birk Olesen, at regeringen har tilbageholdt oplysningen:

- Regeringen siger, det var efter aftale med kommissionen, at den først kunne offentliggøre, at sms’erne ikke kunne genskabes efter valget. Det passer ikke. Kommissionen siger, at regeringen godt kunne havde fortalt det tidligere, hvis den ønskede det. Så igen oplever vi en regering, der ikke taler sandt om, hvorfor den gør, som den gør.

Intet med valget at gøre

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med justitsminister Nick Hækkerup (S), men han har ikke mulighed for at stille op. Men i et skriftligt svar siger han:

- Som jeg allerede forklarede til flere medier i onsdags, så blev kuverterne opbevaret i Justitsministeriet på vegne af de pågældende, indtil der var aftalt en proces for udlevering med Minkkommissionen. Den proces blev aftalt mandag. Jeg sagde også i sidste uge, at alle de pågældende og deres bisiddere først havde haft lejlighed til at hente kuverterne og åbne dem den 17. november 2021. Jeg kan altså konstatere, at der ikke er noget nyt her.

Og det bakker Socialdemokratiets politiske ordfører, Jeppe Bruus, op om:

- Kommissionen inviterer til et møde mandag, hvor det aftales, hvordan det skal gøres. Derfra handler det om praktik - og det er færdigt onsdag.

Er der noget, som forhindrer de berørte personer og deres bisiddere i at åbne kuverterne mandag efter klokken 9?

- Det er noget praktik i at få de her bisiddere på plads og sørge for, man har det materiale, man skal bruge for at løbe de eventuelle resultater, der er i kuverterne, igennem. Der har været en proces, det er gået relativt stærkt, og den proces er aftalt med Minkkommissionen.

Jeppe Bruus (S) understreger, at det ikke har noget med kommunalvalget at gøre, at resultatet først kom frem dagen efter der blev stemt til byråd og regionsråd. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Minkkommissionen siger, at de ikke har besluttet, hvornår kuverterne skal åbnes. Hvem har bestemt, at man skulle vente til efter kommunalvalget?

- Det har altså ikke noget med valget at gøre. Man har mødet om mandagen, og så er det et praktisk spørgsmål om at sørge for, at bisidderne er på plads.

Kunne det på nogen måde havde været ordnet inden kommunalvalget?

- Man skal huske, at det her forløb omkring sms'er jo har fyldt - også meget i kommunalvalget - så det er jo ikke fordi, vi ikke har snakket sms'er op til valget. Vi har kun interesse i at få materiale frem, bistå kommissionen og havde håbet at kunne få genskabt sms'erne.

FacebookTwitter