Mistanke om lovbrud hos Dansk Folkeparti: 'Ansatte oplever krænkende handlinger'

Arbejdstilsynet giver DF et halvt år til at rette op på medarbejdernes forhold på Christiansborg.

Morten Messerschmidt har ingen kommentarer til besøget fra Arbejdstilsynet, men henviser til gruppeformand Peter Skaarup. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

En kultur præget af dårlig stemning, grupperinger, lukkede døre og bagtalelse.

Krænkende handlinger i form af højlydt skæld ud og overfusninger.

Arbejdstilsynet tegner et så dystert billede af arbejdsmiljøet hos Dansk Folkeparti på Christiansborg, at tilsynet har en mistanke om, at det udgør en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

Det fremgår af et brev, som Arbejdstilsynet har sendt til Dansk Folkeparti efter et tilsyn den 30. marts. DR Nyheder har fået aktindsigt i brevet.

Under besøget talte Arbejdstilsynet med en række medarbejdere, som fortalte om deres dagligdag i partiet.

Deres beretninger fremgår også af brevet, som efterfølgende er sendt til Dansk Folkeparti.

'Der er ansatte, der oplever, at der foregår krænkende handlinger i form af bl.a. højlydt udskældning og overfusninger på gangene, at blive ignorereret, fx blive mødt med tavshed, når man siger godmorgen på gangen samt mere eller mindre indirekte nedvurdering af ansattes arbejdsindsats og kompetencer.'

'Nogle oplever, at det vil være svært at sige fra, hvis man bliver udsat for krænkende handlinger, særligt hvis handlingerne kommer fra nogle med en højere status i partiet.'

Arbejdstilsynet vil på baggrund af besøget lave en aftale med Dansk Folkeparti for at forbedre medarbejdernes arbejdsforhold. Forholdene skal være i orden senest den 1. oktober.

Formandsvalg udløste ballade

Kristian Thulesen Dahl trak sig som formand for Dansk Folkeparti efter kommunalvalget i november, hvor partiet mistede over halvdelen af sine byrådsmedlemmer.

Det udløste et kampvalg om formandsposten, som Morten Messerschmidt vandt den 23. januar.

Men formandsskiftet skabte ikke ro i Dansk Folkeparti. Den 21. februar forlod fire folketingsmedlemmer, Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Lise Bech og Karina Adsbøl, partiet.

Og de begrundede det blandt andet med det arbejdsmiljø, der var på kontorgangene på Christiansborg.

- Det er jo en voksenmobning, et pres, et arbejdsmiljø, der ikke er sundt. Vi har folk der går grædende hjem, lød det fra Liselott Blixt, der også sagde, at Pia Kjærsgaard havde råbt ad ansatte, som havde sagt op. En anklage, Pia Kjærsgaard ikke har ønsket at kommentere.

Da Morten Messerschmidt efterfølgende blev konfronteret med det belastende arbejdsmiljø, havde han svært ved at genkende det.

- I Dansk Folkeparti skal man tale pænt både om, med og til hinanden. Og der er ikke nogen, der skal gå på arbejde og have det dårligt – hverken når man ankommer, eller når man går. Og hvis der er nogen, der giver anledning til det, så skal det selvfølgelig stoppe, sagde han.

Efterfølgende forlod også Marie Kraup og Hans Kristian Skibby Dansk Folkeparti.

Oplever hvisken og bagtalelse

Men billedet, som Liselott Blixt og andre udbrydere fra partiet tegnede, svarer i store træk til det, som Arbejdstilsynet har noteret.

'Det nuværende psykisk arbejdsmiljø er bl.a. præget af grupperinger, dårlig stemning og en kultur med ”lukkede døre”. Der er ansatte, der oplever at der foregår hvisken og bagtalelse internt.'

'Der er ansatte, der er bange for selv at blive udsat for krænkende handlinger, og nogle er bange for konsekvenserne af at sige fra,' skriver Arbejdstilsynet.

Medarbejderne har også fortalt, at det går i den forkerte retning.

'... det opleves af nogle som en markant ændring fra tidligere, hvor samarbejdet har været åbent og tillidsfuldt.'

'Dansk Folkepartis Folketingsgruppe har de seneste måneder været i det, der beskrives som ”en brydningstid”, som har været og fortsat er, urolig og turbulent for de ansatte.'

Peter Skaarup: Der har været en vis turbulens

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har ikke ønsket at kommentere sagen. Han henviser til gruppeformand Peter Skaarup.

- Det er beklageligt, at der er medarbejdere som har følt, at arbejdsklimaet ikke har været godt nok. Det skal vi gøre noget ved, og derfor vil vi også i samarbejde med Arbejdstilsynet finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre, siger Peter Skaarup.

Men det er jo ansatte, der oplever det, de beskriver som krænkende handlinger, overfusninger, skæld ud på åben gang, og at man ikke kan sige fra. Er det ikke alvorligt?

- Der har også været en vis turbulens, kan man nok godt sige. Så der har været problemer med ledelsen i partiet, fordi vi har skiftet formand, og vi har haft nogle, der har set sig nødsaget til at blive løsgængere. Det kender vi godt til, og det er så gået udover medarbejderne, og det er vi kede af.

Men det er jo sket lang tid efter, der blev fundet en ny formand – og også efter, at folk forlod partiet. Man kan vel ikke tørre det af på den tidligere ledelse?

- Det kommer vi lidt nærmere ind i en dialog med Arbejdstilsynet om. De har jo haft samtaler med nogle forskellige medarbejdere, så det kigger vi nærmere på. Så hvornår det præcis er sket og ikke sket, kan vi ikke sige lige nu.

Men synes du, at det er den tidligere ledelse, som står for problemerne med dårligt arbejdsklima i Dansk Folkeparti?

- Jamen, det er sådan set ligegyldigt, hvem der står med det. Det afgørende er, hvordan vi retter op på det. Og det har vi tænkt os at gøre.

Har du selv været vidne til nogle af de ting, der bliver beskrevet i rapporten fra Arbejdstilsynet?

- Jeg hæfter mig ved, at der er en rapport, og der ligger noget på papir, som vi laver et samarbejde med Arbejdstilsynet om.

Så du har ikke selv oplevet noget?

- Jeg oplever mange ting på en arbejdsplads som den her. Det er en meget begivenhedsrig arbejdsplads, og man møder op om morgenen og ved ikke rigtigt nødvendigvis, hvad der foregår resten af dagen. Og det er selvfølgelig en speciel arbejdsplads. Det siger man også altid til medarbejdere, så man ved det, når man starter. Men den turbulens, der har været hos DF i en periode, kan ikke undgå også at smitte af på medarbejdere.

Det lyder som om, du godt kan genkende nogle af de ting, der står i rapporten?

- Nej, det siger jeg ikke dermed. Jeg siger, det har været en turbulent periode for Dansk Folkeparti. Det behøver man bare at læse aviser for at konstatere. Så er det desværre smittet af på medarbejderne, og det skal vi rette op på.

Er der stadigvæk et problem?

- Altså vi kigger fremad. Og så må vi se på, hvad vi kan gøre for at rette op på det. Vi indleder et samarbejde med Arbejdstilsynet omkring det. Det har de god erfaring med, så det er sådan set i de bedste hænder, siger Peter Skaarup.