Moderaterne lancerer omfattende opgør med topskatten - men der er stadig en regning til de rigeste

Forslaget bliver kritiseret for at gøre skattesystemet endnu mere indviklet, end det er i dag.

Moderaterne lancerede partiets økonomiske plan på et pressemøde tidligere i dag. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Topskatten skal væk.

I hvert fald på et tidspunkt. Det mener partiet Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

For topskatten er ifølge den tidligere statsminister "nok den mest væksthæmmende skat, vi har".

Partiet vil "omlægge" topskatten, så virksomhederne i stedet betaler det, som Moderaterne kalder en lønsumsafgift til staten. Altså en afgift på den løn, som virksomheden betaler til medarbejderen.

Og her kan det være, du lige må holde godt fast for at følge med, for selv økonomer mener, at den her del af planen vil gøre systemet godt og grundigt indviklet:

Afgiften skal være på 3,2 procent af lønnen for lønninger over 352.000 kroner om året. Til gengæld skal der være en negativ lønsumsafgift på de laveste lønninger - under 191.000 kroner årligt - på -5,8 procent. Altså en skatterabat til virksomheder for at have personer ansat til lave lønninger eller på deltid.

Det vil "åbne arbejdsmarkedet op", også for personer der normalt ikke har helt så let ved at komme i arbejde, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da partiet præsenterede den store plan på et pressemøde tidligere i dag.

Det vil dog også betyde, at personer med lønninger over de 352.000 kroner om året får sværere ved at få lønforhøjelser, fordi deres arbejdsgivere skal betale afgift af det.

- Det er en tilsigtet effekt. At det alt andet lige bliver lettere for folk med små indkomster end for folk med meget høje indkomster, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Regning til de rigeste

Samtidig skal der stadig være forskel for dem, der tjener mest, selvom topskatten forsvinder. For det er vigtigt, at der stadig er en grad af lighed i samfundet, sagde Lars Løkke Rasmussen.

- Det er en unik styrke, at vi har fairness i befolkningen.

Derfor vil partiet sløjfe personfradraget for de fem procent rigeste danskere. Personfradraget betyder i dag, at man ikke betaler skat af de første 46.600 kroner, man tjener.

Moderaterne stod i den seneste meningsmåling fra Epinion til at få fem mandater ved et valg. Flere målinger har vist, at partiet kan blive tungen på vægtskålen i forhold til, hvem der kan tage regeringsmagten.

Det er dog ikke kun ens løn, der skal afgøre, om man er blandt de rigeste. Partiet vil udregne det på baggrund af ens "livstidsindkomst", der indregner alle former for indkomst gennem livet. Formue, aktiegevinster, høje lønninger.

Man regnes som værende blandt de fem procent rigeste, hvis man tre år i træk har været blandt de fem procent med den største indtægt.

Men inden alle planerne om en omlægning af topskatten kan blive til virkelighed, vil Moderaterne i første omgang bare hæve topskattegrænsen, så den kommer op på 670.000 kroner om året mod de nuværende 544.800 kroner.

Meget mere indviklet

Forvirret? Så er du ikke den eneste. For to økonomer kritiserer forslaget for at gøre skattesystemet mere kompliceret, end det er i dag.

Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, kalder forslaget "meget mere indviklet" end det nuværende system. Og selvom han er glad for tanken om at afskaffe topskatten, skurrer forslaget i ørerne.

- Ikke mange danskere vil kunne forstå den her skattereform, for der kommer en lønsumsafgift, som ingen rigtig forstår.

- Det er et problem, at vi har et meget kompliceret skattesystem i dag. Nu gør Løkke det endnu mere kompliceret, blandt andet med den her lønsumsafgift.

Også Bo Sandemann, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet, har i Jyllands-Posten sagt, at man risikerer, at den "almindelige skatteyder ikke har en kinamands chance for at gennemskue sine egne skatteforhold".

- Det er så uigennemskueligt, at ingen vil kunne indrette sig efter det, siger han til avisen.

Men det giver Lars Løkke Rasmussen ikke meget for.

- Det er ikke svært gennemskueligt overhovedet. Som skatteborger betyder det, at topskatten fjernes, og så er der den samme kendte skatteprocent hele vejen op. Det er meget enkelt.

Til gengæld medgiver han, at det kan være kompliceret for de allerrigeste. Dem, der er blandt de fem procent rigeste, og som derfor ikke får personfradrag.

For det vil jo løbende ændre sig, hvem de fem procent er, og derfor kan de ikke nødvendigvis være sikre på, om de næste år skal eller ikke skal have et personfradrag.

- Men det kan de fem procent rigeste godt tåle, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.