Modstanden mod Mette Frederiksens ekstra skattelettelser breder sig: 'Jeg er dødirriteret på min egen statsminister'

Kritikken af regeringens planer om at give ekstra skattelettelser breder sig nu til socialdemokratiske medlemmer af regionerne.

- Det skal være attraktivt at gå på arbejde, svarede Mette Frederiksen i sidste uge, da hun forholdt sig til en kritik, som socialdemokratiske borgmestre har af regeringens planer om ekstra skattelettelser. (Foto: © TOM LITTLE, Ritzau Scanpix)

Uroen i Socialdemokratiet tager nu til i styrke.

En lang række socialdemokratiske regionsmedlemmer langer hårdt ud efter partitoppen og dens planer om at give ekstra skattelettelser udover de fem milliarder kroner, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget.

Pengene skal i stedet bruges på den pressede velfærd, mener de socialdemokratiske regionsmedlemmer.

- Jeg er dødirriteret på min egen statsminister. Det er voldsomt ærgerligt, og jeg synes, hun skal tænke sig voldsomt godt om. Det er ikke socialdemokratisk politik, siger Per Kjeldsen, socialdemokratisk medlem af Region Nordjylland.

DR Nyheder har talt med en lang række af de i alt 65 socialdemokratiske medlemmer fra de fem regioner. Nogle af dem udtrykker forståelse for regeringens planer om ekstra skattelettelser, mens mange andre er kritiske.

Og kritikken af de ekstra skattelettelser lyder fra socialdemokratiske regionsmedlemmer i hele landet.

- Jeg er meget modstander af de ekstra skattelettelser. Der er jeg ikke enig med min egen partitop.

- Vi har så mange huller i velfærden, både i forhold til unge, der mistrives, demente ældre og vores miljø. Jeg mener, pengene er meget bedre brugt her end på endnu større skattelettelser, siger det socialdemokratiske regionsrådsmedlem i Region Sjælland Stina Højgaard.

Hun opfordrer sin partitop til at droppe alle planer om ekstra skattelettelser. Fem miliarder i skattelettelser er mere end rigeligt, mener hun:

- Det er udfordringen ved, at vi er i regering med Venstre, for de vil jo rigtig gerne have skattelettelser. Men Socialdemokratiets top skal sige fra over for den skattedagsorden og i stedet sætte en velfærdsdagsorden.

Budgetter skal på plads snart

Regionerne sidder i disse uger og laver budgetter for næste år. Flere steder er der besparelser på bordet.

Danske Regioner har meldt ud, at de mangler 2,5 milliarder kroner som følge af de seneste års stigende priser på medicin og inflationen.

Henrik Gottlieb Hansen, der er socialdemokratisk regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, siger, at han er 'uforstående' over for SVM-regeringens planer om ekstra store skattelettelser.

- Man vil ikke sende midler ud til regioner og kommuner for at sikre den velfærd, som borgerne forventer, men man vil godt give skattelettelser. Jeg tror ikke det er det, borgerne ønsker.

- For mig at se er det ikke socialdemokratisk politik at sikre skattelettelser frem for velfærd. Jeg vil foretrække, at man - i stedet for at bruge midlerne til skattelettelser - sikrer velfærden, siger Henrik Gottlieb Hansen.

I Region Midtjylland er der lagt op til besparelser på 365 millioner kroner på næste års budget.

- Det bliver serviceniveauet over for borgerne, der bliver ramt, og det betyder også, at vi ikke kan ansætte mere personale, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Samme frygt for at velfærden bliver dårligere lyder fra Nordjylland:

- Jeg er sikker på, det her kommer til at have konsekvenser for de tilbud, vi kan give borgerne, siger Søren Valgreen Knudsen (S) regionsrådsmedlem i Nordjylland.

Der kommer ekstra skattelettelser

Den interne kritik i Socialdemokratiet bragede for alvor løs i sidste uge, da 13 af de socialdemokratiske borgmestre gjorde det klart over for S-toppen, at de allerede planlagte skattelettelser for fem milliarder kroner var rigeligt.

Velfærden er under så stort et pres i landets kommuner, at de ekstra penge, der er i statskassen, skal gå til netop velfærden, mente de socialdemokratiske borgmestre.

- I Sønderborg har vi inden for det seneste halve år gennemført kæmpe besparelser på ældre, børn og handicap, fordi vi simpelthen ikke kan finde pengene andre steder. Så jeg synes faktisk, det er at tisse på os, sagde borgmesteren i Sønderborg, Erik Lauritzen (S).

Men i kølvandet på kritikken gik finansminister Nicolai Wammen (S) ud og slog fast:

Der kommer ekstra skattelettelser udover de fem milliarder kroner, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne aftalte i regeringsgrundlaget.

- Der vil være mere velfærd end det, vi allerede har meldt på banen, og der vil også være flere skattelettelser, end det, vi præsenterede i forbindelse med, at regeringen blev dannet, sagde Nicolai Wammen.

Hænger ikke sammen

Men at bruge penge på endnu større skattelettelser er den helt forkerte vej at gå, mener også Kirsten Morrild Andersen (S), regionsrådsmedlem i Region Nordjylland.

- Det er en rigtig, rigtig dårlig udmelding. Det hænger absolut ikke sammen. Og jeg kan slet ikke forstå, at man går ud med den her melding, når regionerne står med de her udfordringer, siger Kirsten Morrild Andersen.

Flere af de socialdemokratiske regionsmedlemmer har bidt mærke i, at Mette Frederiksen har signaleret, at der er godt med penge i statskassen.

- Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af, sagde Mette Frederiksen forleden i et interview med Berlingske.

En udmelding, der skal ses i lyset af, at Finansministeriet i løbet af sommeren har opjusteret skønnet over det økonomiske råderum med 20 milliarder kroner.

- Det er mærkværdigt at høre på den ene side, at der er masser af penge i statsbudgettet, og at der er råd til skattelettelser, og på den anden side, at vi i kommuner og her i regionen skal spare massivt på den borgernære velfærd, siger Søren Valgreen Knudsen (S), regionsrådsmedlem i Region Nordjylland.

Kirsten Morrild Andersen er enig:

- Jeg synes ikke det er klogt, at man går ud fra vores parti og siger, der er masser af penge og så siger skattelettelser.

Partitop står fast

Men i Socialdemokratiets top fastslår politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen, at de ekstra skattelettelser fint kan gå hånd i hånd med bedre velfærd.

- På den lidt længere bane frem mod 2030 har vi et betydeligt råderum. Der kommer vi primært til at investere i vores velfærdssamfund. Men vi har en økonomi, så vi på den lidt længere bane også har mulighed for at gøre noget mere på skatten, siger Christian Rabjerg Madsen.

I årevis var Socialdemokratiets mantra ellers: Skattelettelser eller velfærd.

- Hvis pengene én gang er brugt på topskattelettelser, så kan de ikke også bruges på velfærd, sagde Mette Frederiksen for eksempel i 2017 på sit partis kongres.

Samme år beskrev den socialdemokratiske netavis Pio et interview med Mette Frederiksen, som Socialdemokratiet selv havde lavet. Her sagde hun:

- Hvad er det værd at få en skattelettelse, hvis ens gamle mor eller far ligger på et plejehjem med en våd ble i 12 timer i træk, fordi der ikke er personale nok på arbejde?

Men i dag er der altså råd til begge dele, lyder det fra den socialdemokratiske partitop.

- Vi har et betydeligt råderum, som gør at vi både kan investere i vores velfærdssamfund, samtidig med at vi gør noget mere på skatten, siger Christian Rabjerg Madsen.

Sådan ser flere af hans partifæller regionerne dog ikke på det. Og ikke nok med at der lyder kritik af planerne og at gennemføre ekstra skattelettelser, så retter flere af regionsmedlemmerne også en hård kritik at partiets prioriteringer.

- Jeg bryder mig ikke om, at der skal flere skattelettelser. Jeg synes ikke, at det er socialdemokratisk politik. Jeg synes, at socialdemokratisk politik er at værne om borgerne, og det er i høj grad at sikre, at vi har velfærd, siger Stina Højgaard (S) fra Region Sjælland.

Flemming Knudsen, regionsmedlem i Midtjylland og med en fortid som borgmester i Aarhus, siger lige ud, at han har svært ved at genkende sit eget parti.

- Det er svært. For det er i hvert fald ikke det, jeg gik til valg på. Og det er ikke det, jeg har praktiseret og fortalt borgerne i de 60 år, jeg har været aktiv, siger han.

Størrelsen på de ekstra skattelettelser vil blive offentliggjort, når regeringen senere på året fremlægger sin plan for dansk økonomi frem mod 2030.