Morten Østergaard: Socialdemokraterne vil ikke Europa nok

De Radikale har mere til fælles med Alternativet, når det kommer til EU, lyder det fra Morten Østergaard.

Der er behov for fælles løsninger på flygtningeudfordringer, klimaudfordringer og bekæmpelse af terrortrusler, siger Morten Østergaard. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Efter at have indgået valgforbund med Socialdemokraterne ved de seneste to valg til EU-parlamentet vælger De Radikale nu Socialdemokraterne fra.

Forklaringen: Socialdemokraterne vil ikke Europa nok, lyder det fra De Radikale.

- Jeg synes desværre, at der er sket det, at der er for mange – også Socialdemokraterne – der er lidt valne i deres opbakning til det europæiske projekt, lyder fra Morten Østergaard, formand for De Radikale.

- Jeg synes, at troen på det fælleseuropæiske, troen på viljen og evnen til at løse problemer, hvis man står sammen om det, trænger til en uforfalsket stemning i Europa-parlamentet, siger han.

- Det repræsenterer vi, og det opfatter vi, at vi deler med Alternativet, siger formanden, der dermed på endnu et punkt bevæger sig væk fra Socialdemokraterne.

Træt af EU-skepsis

Ifølge Morten Østergaard betyder valgforbundet, at der er større chance for at sikre EU-begejstrede danskere en plads i Bruxelles.

- Vi går til valg som to forskellige partier, men vi gør det her, fordi vi har en fælles opfattelse af, at vi har brug for et Europa, hvor vi vil hinanden og et Europa, der vil verden, siger han.

- Der er ikke noget på kloden, der er mere succesfuldt end det europæiske samarbejde, og derfor ærgrer det mig, hver gang der står nogle og skovler grus i maskineriet, siger Morten Østergaard.

Vil du kalde Socialdemokraterne for EU-skeptiske?

- Socialdemokraterne må selv beskrive deres holdning, men senest så vi, at de nu ikke engang går ind for at afskaffe forsvarsforbeholdet, og jeg synes desværre, at det bliver for fodslæbende hos flere af de store partier, siger han.

Et valgforbund betyder, at partierne puljer deres stemmer. Partiernes respektive stemmetal afgør så, hvordan mandaterne - eller mandatet - fordeles.

Fordelen ved et valgforbund er, at det mindsker risikoen for, at et partis stemmer går til spilde, hvis man ikke opnår et mandat.

Facebook
Twitter