Morten Østergaard: Syriske flygtninge bliver i Danmark i mange år

Den radikale leder, Morten Østergaard, slår fast, at de mange tusinder flygtninge fra Syrien kommer til at være her i mange år. Derfor skal de integreres fra dag ét.

- Der er jo ikke nogen, der tror på, at de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, kan vende hjem indenfor en kort periode. Det er år, man kigger på, siger Morten Østergaard. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

De tusindvis af syriske flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste måneder, er her ikke på et kort visit. De kommer til at være her en årrække.

Sådan lyder det nu fra den radikale formand, Morten Østergaard, der i øjeblikket er på rundrejse i Jordan og Libanon. Her har han blandt andet besøgt verdens næststørste flygtningelejr, Zaatari-lejren i Jordan, hvor der lige nu bor 83.000 syriske flygtninge.

Rundrejsen har overbevist ham om, at der vil gå meget lang tid, før de syriske flygtninge kan vende tilbage til hjemlandet.

- Der er jo ikke nogen, der tror på, at de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, kan vende hjem indenfor en kort periode. Det er år, man kigger på, siger Morten Østergaard.

Håber på fred i Syrien

For mindre end to måneder siden vakte regeringen ellers opsigt, da man - med de radikales velsignelse - varslede en kontroversiel begrænsning af visse syriske flygtninges mulighed for at få familiesammenføring.

I fremtiden kræver det i særlige tilfælde, at flygtninge opholder sig i Danmark i minimum et år, før de kan få familien til Danmark. Argumentet for stramningen er, at man håber at kunne sende dem hjem indenfor overskuelig fremtid.

Men nu kommer de radikale med den opsigtsvækkende udmelding, at de syriske flygtninge kommer til at være her i mange år og derfor skal integreres ordentligt og hurtigt fra dag et.

- Vi håber selvfølgelig på fred i Syrien, men vi kan ikke planlægge efter det. Derfor skal syriske flygtninge integreres ordentligt. Hurtigt og fra første dag, siger Morten Østergaard.

Vil ikke droppe stramninger

Men selvom han altså nu erkender, at de kommer til at være her i mange år, så afviser han at droppe de planlagte stramninger.

Hvordan gir det mening, når du siger, at syriske flygtninge skal være her i en årrække samtidigt med, at du har strammet reglerne, så en række mennesker ikke kan få deres familie til Danmark det første år?

- Det er nødvendigt at tage det udgangspunkt, at de skal være her en årrække, for det gør man i nærområderne, hvor man har de store grupper af flygtninge. Det ændrer ikke på, at opholdsgrundlaget er midlertidigt fordi de er krigsflygtninge og ikke er individuelt forfulgte, siger Morten Østergaard.

Facebook
Twitter