Morten Østergaard trækker sig efter sag om krænkelser

Sofie Carsten Nielsen overtager posten som politisk leder af Radikale Venstre efter Morten Østergaard, der trækker sig efter krisemøde.

Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, trækker sig fra sin post efter et timelangt møde om seksuelle krænkelser i partiet.

Det har Morten Østergaard netop selv meldt ud på et ganske kort pressemøde.

- Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte. Fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår. Det jeg har svigtet, er min gruppes tillid, det er mit parti. Derfor kan jeg heller ikke med troværdighed fortsætte som politisk leder for Radikale Venstre, siger Morten Østergaard.

- Jeg har svigtet min gruppes tillid. Jeg har svigtet mit parti og dermed også offentligheden, fordi jeg ikke havde modet til at erkende, at det ikke var nok, at jeg sagde undskyld til Lotte, men at jeg også var nødt til at være åben om, at det var mig, siger Morten Østergaard, der understreger, at han ikke forlader politik.

Det bliver partiets politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, der overtager posten som politisk leder for partiet, oplyser den nu tidligere radikale leder.

Morten Østergaard oplyser, at det var hans egen beslutning at gå.

- Jeg erkendte, at jeg ikke kunne fortsætte den kurs, jeg havde lagt, hvor jeg troede, jeg kunne nøjes med at undskylde over for Lotte Rod, lyder det.

Lotte Rod: Det er håndteringen, der er problemet

Hele sagen, der førte til Morten Østergaards afgang, begyndte for tre uger siden, da folketingsmedlem Lotte Rod i slipstrømmen af X-Faxtor-vært Sofie Lindes opråb om sexchikane fortalte, at hun havde oplevet seksuelle krænkelser i partiet fra 'ældre og mere magtfulde mænd'.

- Jeg har fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer, sagde hun.

Og det var altså Morten Østergaards hænder, der var tale om.

I dag - efter nyheden om Morten Østergaards afgang - har Lotte Rod skrevet på Twitter, at Østergaard forlader posten som politisk leder på grund af håndteringen af sagen - ikke selve sagen.

- Morten har sagt undskyld til mig, og jeg har tilgivet ham. Det er ikke længere det, der skete, der er problemet, det er håndteringen. Jeg er ked af, at det er endt her, fordi jeg holder af Morten. Det vigtige for mig er, at vi får en kulturændring, skriver Lotte Rod.

Morten Østergaard i går: Sagen er lukket

I går lød det fra Morten Østergaard, at han havde 'håndteret' sagen om Lotte Rod, der altså omhandlede ham selv.

- Der er handlet på den, og der er givet påtale.

Så der kommer ikke til at ske mere?

- Ikke i den konkrete sag, lød det fra Morten Østergaard.

De Radikales folketingsmedlem, Lotte Rod, gik til ledelsen med sine oplevelser om seksuelle krænkelser i partiet den 16. september. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Som Lotte Rod skrev på Twitter, har det været selve ledelsens håndtering af Lotte Rods sag, der i løbet af de seneste dage er blevet et næsten større problem for partiet, end sagen i sig selv har været.

Det ene efter det andet folketingsmedlem har set sig nødsaget til at stille sig frem og sige: 'Det var ikke mig', mens kun ledelsen har vidst, hvem det var, Lotte Rod havde klaget over.

- Nu handler det også mere principielt om, hvordan partiet er i stand til at håndtere det, sagde tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard til Jyllands-Posten i sidste uge, mens hans partifælle, Jens Rohde har krævede, at sagen skulle have konsekvenser.

- Jeg har fuld tillid til, at sagen håndteres med de nødvendige sanktioner, der både bør og skal statuere et eksempel og illustrere, at vi naturligvis står ved det, som vi siger i andre sammenhænge, sagde Jens Rohde til avisen.

Radikale Venstre har nemlig samtidig med ledelsens behandling af Lotte Rods sag holdt fanen højt i debatten om seksuelle krænkelser i dansk politik

Og heller ikke Morten Østergaard selv har lagt fingrene imellem.

- Det vidner om en kultur, hvor magt har fået lov at dominere, og hvor vi, der har haft et ansvar, har svigtet, sagde han om de oplevelser 322 kvinder fra politiske partier kunne fortælle om for to uger siden.

FacebookTwitter