Murersvenden der blev minister: ‘Det er første gang i mit liv, jeg har slips på'

Mattias Tesfaye bandt i dag slipset som ny udlændinge- og integrationsminister i Mette Frederiksens regering.

Mattias Tesfaye iført jakkesæt og rødt slips i ministerbilen på vej til Amalienborg. Idag var første gang, han bar et slips, fortalte den nye udlændinge- og integrationsminister. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Det er ni år siden, danskerne første gang for alvor mødte den ‘bloggende murersvend’ Mattias Tesfaye.

Dengang var han faglig sekretær i fagforbundet 3F, netop begyndt at skrive klummer for dagbladet Politiken, og inde på arbejdspladsen havde kollegerne aldrig set ham med et slips om halsen.

Det ændrede sig torsdag.

I dag blev Mattias Tesfaye udnævnt til udlændinge- og integrationsminister i Mette Frederiksens S-regering. Iført jakkesæt og et rødt slips.

- Dengang havde han tre cardigans, som han skiftede mellem. Det var sådan nogle trøjer af nylon, tror jeg. Jeg har aldrig set ham med et slips. Men slips og jakkesæt er jo nok en del af pakken fra nu af, siger Steen Wrist Ørts, sekretariatsleder i 3F og Tesfayes tidligere kollega.

  • Mattias Tesfaye var i 2010 gæst i Deadline kort efter, han var begyndt som klummeskribent for avisen Politiken.
  • Mattias Tesfaye trådte i 2010 for alvor frem i offentligheden, da han blev klummeskribent i Politiken.
  • En tidligere kollega fra 3F husker, at Mattias Tesfaye ofte var iført trøjer af nylon. Her er han fotograferet iført en sådan i 2010. (Foto: KLOUGART SOFIE AMALIE)
  • Mattias Tesfaye iført en blåhvid model af den stribede nylon-trøje. Billedet er fra 2013. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix Denmark)
  • Mattias Tesfaye bar i 2013 den stribede sportstrøje i en grøn version. (Foto: Nikolai Linares © Nikolai Linares)
  • Mattias Tesfaye er uddannet murer. Torsdag blev han udnævnt til minister. (Foto: Jens Dresling)
  • Ministerudnævnelsen var første gang, han bar et slips, fortalte Mattias Tesfaye. (Foto: Nikolai Linares © Nikolai Linares)
1 / 7

Minister efter ordførerskab

Statsministeriet udsendte torsdag morgen ministerlisten for ‘Regeringen Mette Frederiksen’.

Blandt de store overraskelser var partiets spidskandidat fra valget til Europa-Parlamentet Jeppe Kofod, der kaldes hjem fra Bruxelles for at blive udenrigsminister samt Roskilde-borgmester Joy Mogensen, der skal være kultur- og kirkeminister.

Knap så overraskende var det, at 38-årige Mattias Tesfaye efter en driftssikker periode som ordfører på udlændingeområdet var udset til netop det profilerede ministerium.

Integration var dog langt fra et emne han brændte for, da han blev indkaldt som gæst i aktualitetsprogrammet Deadline på DR2 i 2010. Netop iført en afslappet ‘trøje af nylon’, der senere blev en slags politisk varemærke for ham.

Dengang ville han langt hellere tale om håndens arbejde frem for ‘burkaer’, lod han forstå.

- Det handler grundlæggende set om, at det for fremtiden skal være muligt at leve en anstændig tilværelse ved at arbejde med sine hænder. Folk er bange for, at deres egne børn får et fattigere liv end det, de selv har levet, og det kan jeg godt forstå, sagde Mattias Tesfaye dengang.

Tidligere kollega: Man lyttede til ham

Hans mærkesag var lærlingenes arbejdsforhold, og han er samfundsbevidst ‘ind til benet’, fortæller Steen Wrist Ørts, der med en baggrund som fisker og chauffør i Nordjylland arbejdede sammen med murersvenden Tesfaye fra Aarhus.

- Vi talte ikke om andet end fagforening og politik. Jo, måske en lille smule om AGF. Han var en pissegod kollega, eftertænksom, velformuleret og lynende intelligent, siger Steen Wrist Ørts.

Tesfaye var ikke den, der råbte højest. Men når han åbnede munden, så blev der stille og man lyttede efter, husker han.

- Han er det, jeg vil kalde en lyttende autoritet. Han sidder med hovedet lidt på skrå, rynker måske panden lidt, og så kommer der lige et guldkorn ud af munden på ham. Det var som regel det han sagde, der blev konklusionen, når vi holdt møder, fortæller 3F-kollegaen.

Karriere begyndte på venstrefløjen

Tesfayes politiske karriere begyndte på venstrefløjen. I 2008 forlod han Enhedslisten til fordel for SF, hvor han to år senere trådte ind i landsledelsen. I 2013 tog han sidste skridt på sin ideologiske rejse, da han meldte sig ind i Socialdemokratiet.

- Siden jeg stoppede som næstformand i SF, har jeg brugt tiden på at diskutere politik med gamle venner, familie og kolleger fra byggebranchen, og jeg er ikke i tvivl længere: Jeg er socialdemokrat og har derfor meldt mig ud af SF og ind i Socialdemokratiet, forklarede han dengang.

Siden er udlændinge- og integrationsområdet blevet hans hjemmebane. Emnet havde trængt sig på i mange år, fortalte han i 2017 til Fyens Stiftstidende, da han udgav en bog om Socialdemokratiets udlændingepolitik.

- Jeg ville jo fortælle, at man skulle stemme rødt, fordi vi skulle have bedre uddannelse og bedre forhold på arbejdspladserne. Men ude i skurvognene spurgte de, hvad vi ville gøre med de fremmede, sagde Mattias Tesfaye for to år siden.

Idag overtog han ansvaret for 'de fremmede' og integrationen fra Inger Støjberg (V), der gennemførte 114 stramninger af lovgivningen for området.

- Pas nu rigtig godt på ministeriet. Jeg ved jo, hvad du står for og du er et godt og dejligt menneske, sagde den afgående minister, der forærede en kugleramme til sin afløser, for at kunne 'tælle lempelserne'.

- Den får jeg ikke brug for, svarede Mattias Tesfaye.

Bar slips for første gang

At Mattias Tesfaye nu skal stå i spidsen for et politikområde, der længe, før han som 16-årig begyndte som murerlærling, har været et af de mest profilerede herhjemme, kommer ikke bag på den tidligere kollega.

- Jeg er sikker på, at han bliver en mega god repræsentant for den almindelige dansker, og han kommer til at gøre en stor forskel på sit område. Jeg ville ønske, der var flere som ham i dansk politik, siger Steen Wrist Ørts.

Og det med slipset. Kort før præsentationen på Amalienborg Slotsplads fortalte Mattias Tesfaye, hvorfor man ikke har set ham sådan før.

- Det er fordi, det er første gang, jeg har slips på i mit liv.

Artiklen er opdateret med en video fra overdragelsen i ministeriet.

Facebook
Twitter