Mystik om fangetal henlægges til Irakkommission

Sag om 500 irakiske fanger må kun opklares af kommission, mener Ombudsmand. Syltekrukke siger Enhedslisten.

- Dette er noget skidt, siger Christian Juhl. (Foto: DR © DR)

Irakkommissionen, som ellers netop skal kaste lys over dansk krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, bliver nu brugt som begrundelse for at mørklægge en prekær sag om antallet af danske fanger.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Det drejer sig om sagen om de omkring 500 fanger, som danske soldater pågreb i Irak, mens forsvarsministeren sagde til Folketinget, at det kun var 198.

Ombudsmanden ind i sagen

Nordjyske og Ritzau søgte i den forbindelse i fællesskab aktindsigt i centrale redegørelser fra to generaler, Poul Kiærskou, som er Danmarks repræsentant i Nato, og Henrik Rørboe Dam, chef for Flyvertaktisk Kommando i Karup.

Ministeriet gav afslag på aktindsigt i februar 2012. Blandt andet med den begrundelse, at en kommission skulle nedsættes.

Efterfølgende gik Ombudsmanden i maj så ind i sagen og krævede en uddybende forklaring fra ministeriet på, hvorfor ministeriet ikke gav den pågældende aktindsigt.

Kommision får fem år

Men nu halvandet år efter afslaget tilslutter Ombudsmanden sig ministeriets begrundelse, selv om anmodningen om aktindsigten i sin tid kom, før en kommission var nedsat.

Mystikken om fangetallet henlægges dermed til Irakkommissionen, som får fem år til sit arbejde.

Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl kalder kommissionen en syltekrukke i sagen om Irak-fangerne.

Ø: Noget skidt

- Kommissioner skal ikke trække tingene i langdrag. De skal gøre tingene grundigt, men undervejs kan man sagtens offentliggøre de spørgsmål, der måtte komme. Ellers går alting i stå, når man nedsætter en kommission, siger Christian Juhl.

Han overvejer at rejse sagen i Udenrigspolitisk Nævn, hvor ministre kan orientere medlemmerne under skærpet tavshedspligt.

- Dette er noget skidt, siger Christian Juhl.

Generaler kendte rigtigt tal

Forsvarskommandoen og Hærens Operative Kommando, hvor generalerne arbejdede dengang, vidste godt, at der blev taget langt flere end 198 fanger.

Det alt for lave tal blev imidlertid givet videre til daværende forsvarsminister Søren Gade (V), som gav det videre til Folketinget.

Sagen om de forkerte oplysninger kom frem i forbindelse med WikiLeaks offentliggørelse af en mængde dokumenter samt fundet af et notat i en papkasse.

/ritzau/

Facebook
Twitter